fe

Fe, (af latin fata, “skæbnegudinde”, se fatum og fatamorgana), i folketro og eventyr en kvindelig sagnfigur, der kan påvirke menneskers skæbne i positiv (den gode fe) eller negativ (den onde fe) retning. Feer fremstilles ofte som små, smukke og udstyret med vinger. De minder om alfer og elverfolk og på nogle punkter også om engle. I trylleeventyr optræder feen tit som heltindens hjælper og skytsånd, i færre tilfælde som skadevoldende: I “Tornerose” fx hjælper de 12 feer heltinden, men der er også en 13. fe, som ønsker hende død. Feen som litterær figur bliver især populær i 1700- og 1800-tallet, og indgår her som inventar i en række kunsteventyr, fx H.C. Andersens “Paradisets Have”, 1939, hvor digteren fremtryller et rent fatamorgana: “Nu kom Paradisets Fee; hendes Klæder straa Lede som Solen, og hendes Ansigt var mildt, som en glad Moders, naar hun ret er glad over sit Barn. Hun var saa ung og smuk, og de deiligste Piger, hver med en lysende Stjerne i Haaret, fulgte hende.”

På engelsk hedder “fe” fairy, og eventyr hedder fairy tale, altså egentlig “fe-fortælling”. At være “feagtig” er at være fin og spinkel og fortryllende; og at have “fehår” kan fx gælde en dukke eller et lille pigebarn.