Spådom, at kunne forudsige fremtidige begivenheder er en udbredt forestilling i religioner og folketro. Det drejer sig om fænomener som varsel, orakel, divination og brug af fx lodkastning og terninger. I en række religioner har spådomskunsten været institutionaliseret, fx i det gamle Grækenlands orakler (fx i Delfi), auspicierne i Rom, vølverne i det gamle Norden.

Personer viser sig at være specielt dygtige til forudsigelser; det kan dreje sig om fx sibyllen eller pythiaen i Delfi, om profeter og seere i mange sammenhænge, clairvoyance, kiromanti, tarot, astrologi, drøm og drømmetydning. Spådomskunst udøves typisk under religiøse seancer, hvor den spådomskyndige kommer i trance og kontakt med højere magter. Brugen af spådomme hænger tæt sammen med en forestilling om en skæbne, som styres af de højere magter, og som man eventuelt kan komme til indsigt i. Til varseltagning har der fx været brugt tydning af fugles flugt og af offerdyrs indvolde, himmel- og naturfænomener. Den internationale term for fænomenet er divination.

Et særlig berømt varsel er “skriften på væggen”, “mene, mene, tekel, ufarsin” (oversættelsen 1992: mené, mené, teqél, ufarsin), som Daniel tyder hos babylonierkongen Belshassar; udsagnet er aramæisk, så Daniel, men ikke babylonierne, har kunnet forstå det, se vægt.

I skønlitteraturen, ganske særligt fiktionsprosa, myldrer det med spådomme. Helten har en drøm, der tydes, møder en sigøjnerspåkvinde; de tilsyneladende tilfældige begivenheder samles i en rød tråd, et skæbnemønster. Og i virkelighedens verden – eller også var det et eventyr – fortæller H.C. Andersen, at han tidligt blev spået, at Odense skulle illumineres til ære for ham.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig