LABYRINT I muren til indgangen til den italienske by Luccas katedral San Martino findes denne såkaldte fingerlabyrint.

.

Labyrint, symboliserer det indviklede, slyngede, uløselige, uoverkommelige, fortabthed, men også beskyttelse mod det onde, indvielse, livsrejse, prøvelse. Man kan ikke finde ind til nogen kerne, og man kan ikke finde ud igen. Labyrinten minder om uoverkommelighedsdrømme, hvor løsningen aldrig findes, og man snørkler sig ind i stadigt vanskeligere situationer. Labyrinter findes i mange folkeslags myter og kunst. Ordet betyder måske “dobbeltøksens hus”, dobbeltøksen var de minoiske kongers symbol, og i græsk sammenhæng og siden i europæisk idehistorie er labyrinten især forbundet med den komplekse myte om kong Minos i Knossos på Kreta: Minos lod Daidalos, Ikaros' far, bygge Labyrinten, hvor tyreuhyret Minotauros anbragtes og modtog menneskeofre. Kom man først ind i Labyrinten, var man fortabt, kunne ikke finde ud og blev Minotauros' bytte. Men Minos' datter, Ariadne, blev forelsket i helten Theseus, der dræbte Minotauros, og Ariadne sørgede med en tråd i de labyrintiske gange for, at Theseus kunne komme frelst ud af Labyrinten.

Labyrinten er således dobbelttydig; den både beskytter, fordi det onde kan anbringes der og ikke finde ud, og den er symbol for fortabelse, fordi man kan gå vild i dens irgange og møde dæmoniske kræfter. Den bliver på en måde indvielsesritens symbol: Kan man klare gangenes virvar og slå dæmonen ihjel, bliver man en sand helt. Det er sig selv, man finder i centrum.

Labyrinter bruges i kristen kunst, fx som gulvmosaikker i kirker; særlig kendt er mosaikken i katedralen i Chartres, hvis vimmelskaftede vej er på ca. 200 meter, og labyrinten i San Martino i Lucca. Symbolikken er her livsrejsen, vandringen i Jesu fodspor, en efterligning af Jesu gravlæggelse og opstandelse og af pilgrimsvejen til Jerusalem, og de 200 meter i Chartres kravler de bodfærdige på knæ. I mange renæssancepaladser findes figuren også, fx i loftet i Palazzo Ducale i Mantova. På samme tid vinder labyrinten indpas i havekunsten og bruges her bl.a. til (kærligheds)-lege. Labyrinten kan være konstrueret, så der kun er én mulig rute eller med mange, forvirrende ruter.

I det gamle Norden findes en labyrintform, den såkaldte trojaborg, bygget som en stensætning; der findes flere hundrede, de er næppe ældre end middelalderen, og de har bl.a. været brugt som danselabyrinter. Navnet trojaborg peger på, at labyrinter – også i græsk tid – har været forbundet med borge.

I litterær sammenhæng er symbolet bl.a. brugt af Jens Baggesen i hans rejseroman Labyrinten, 1792-93, hvor rejse- og skriveform er bevidst labyrintiske, dvs. springende, associative, improviserede, fragmentariske; af Inger Christensen i fortællingen Det malede værelse, 1976, om renæssancekunstneren Mantegna ved fyrsten Gonzagas hof i netop Mantova (Mantua) og i essaysamlingen Dele af labyrinten, 1982; af Erik Knudsen i digtsamlingen Hjemme i labyrinten, 1988; og af Stig Dalager i Labyrinten, 2005, del af et kæmpemæssigt romanprojekt om moderne tid, spundet ind i et antal mytologiske billeder. I romanen hedder det om hovedpersonen: “Det, der er labyrintisk uden for ham, er nu også labyrintisk inden i ham, og han ved ikke, om det er begivenhederne, der spejler sig i ham, eller ham, der spejler sig i begivenhederne.” Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges anvender en labyrintisk fiktionsteknik, og labyrinten indgår direkte i fx hans Fiktioner, 1944, i fortællingen “Haven med forgrenede gange”; hans særlige labyrintiske teknik har dannet skole og har bl.a. påvirket Svend Åge Madsen. Den mexicanske forfatter Octavio Paz tolker i bogen Ensomhedens labyrint, 1986, labyrinten som et genopstandelses- og udfrielsessymbol: Labyrinten “forviser os fra livet og tvinger os samtidig til at vende tilbage, til at stige ned i det skabende skød, vi blev revet ud af.” I Jens Smærup Sørensens roman At ende som eneboer, 1972, krydsklippes der raffineret mellem den græske mytes Labyrint og en nutidig fastlåst situation.

Litt.: Carsten Thau, “Forvirringens eufori og den genfundne verden”, i Kritik 125-26, 1997, s. 51-66.

Se også spiral, rejse, net og mandala.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig