SPIRAL Mælkevejssystemet har spiralstruktur, roterer om sit eget centrum, som det ses på dette foto fra NASA.

.

Spiral, en snoet og kurvet geometrisk form, der anvendes i matematikken, men også optræder i naturen, fx i edderkoppespind, en sammenrullet slange, blækspruttearme, hvirvelvinde, malstrømme (eller vand der løber ud af rør), sneglehuse og konkylier, øret, DNA-strukturer, galaksers spiraltåger. Symbolikken synes at være kædet sammen med livscyklus, udvikling, dynamik, bevægelse, åndedrætsrytme og kosmisk kraft, Solens eller Månens bevægelser. Som dekorativt element anvendes den såkaldte spiralornamentik i en række tidlige europæiske kulturer, bl.a. i nordisk bronzealder, fx på Solvognen. Men mytiskdekorativt anvendes spiraler også fx i det gamle Egypten og i maorikulturen, i sidstnævnte i træskærerarbejder og tatoveringer. På megalitter kan spiralmønstre i helleristningerne måske symbolisere vejen ind i labyrinten, til døden, og eventuelt tilbage igen, til efterliv, og velsagtens også himmellegemers bevægelse. De såkaldte trojaborge, fundet bl.a. på Gotland, er spiralformede, labyrintiske stensætninger, der kan have været anvendt til dans eller anden rituel adfærd. I nogle tilfælde anvendes den mere komplekse dobbeltspiral, der rummer en dobbeltbevægelse af ud- og sammenrulning, symbolsk måske skabelse og forsvinden.

Den dialektiske historieopfattelse hos Hegel og Marx har en spiralisk struktur: En tese mødes af sin antitese, de medieres i en opadgående bevægelse i en syntese, der igen danner udgangspunkt som tese i en ny treleddet struktur. Historien er en udviklingsproces, går fremad og opad, spiralsnoet af stadige modsætningers møde. Den gode samtale kan også have spiralens struktur, en stadigt fremaddrivende ping-pong mod nye fælles indsigter. Forskellighedens samdrægtighed.

Se også geometriske figurer, labyrint og yin og yang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig