satyrer og silener

satyrer og silener, to grupper af græske fabelvæsener, der især optræder i Dionysos' følge. De er blandingsvæsener, halvt mennesker, halvt dyr, fx med dele fra heste eller gedebukke. De symboliserer naturen som udtryk for frugtbarhed, utæmmethed, løssluppenhed, lystenhed, beruselse. De opsøger eller jager bestandigt nymfer. De har deres kvindelige parallel imænaderne. To af satyrerne er navngivne, Marsyas og Silenos, sidstnævnte en braknæset, fedladen, men vis drukkenbolt. Satyrer er også knyttet til fx Pan.

Satyren har fejlagtigt givet navn til den litterære genre satiren eller til det brede begreb satire om en drillende eller ironisk metode eller holdning. Satyricon hedder en erotisk skælmeroman af romeren Petronius, fra ca. 50 e.Kr., inspirationskilde til Fellinis løsslupne film af samme navn fra 1969. Gustav Wied skabte en særlig genre, som han kaldte “Satyrspil”, læsedramer med groteske scener, fx Skærmydsler, 1901, og Dansemus, 1905. Begrebet “Satyrspil” hentede Wied fra det antikke, græske teater, hvor det var tradition at lade de tre tragedier følge af et burlesk-mytologisk satyrspil i løbet af en dags dionysier.

Artiklen satyrer og silener er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk