ØDIPUS Græsk vasemaleri med motivet Ødipus og sfinksen. Ødipus er klædt som en rejsende (hat, stav) og sfinksen sidder på en kort jonisk søjle. Vatikanmuseerne.

.

Ødipus, konge af Theben, der omtales i græske myter og ganske særlig i en række tragedier af især Sofokles, hvor også hans børns, bl.a. Antigones, skæbne fremstilles. Hans navn spiller både på krøbling og blindhed: Ødipus betyder “svullen fod” og viser straks det skæbnebestemte, forbandede i ham og hans slægts liv; navnet spiller også på “at vide”, underforstået at skønt han ikke vidste, hvad han gjorde forkert, var skæbnen vis og de grusomme begivenheder et sammenhængende skæbnemønster, et mønster han først (ind)ser, da han til sidst blinder sig selv. Da han bliver blind, bliver han en seer, får overnaturligt syn. Ødipus har talrige lighedspunkter med en anden grundfigur i græsk mytologi og europæisk kulturhistorie, Odysseus, der dog har en noget mere lys skæbne.

I korte træk er myten: Ødipus er søn af kong Laios af Theben og dronning Iokaste. Oraklet i Delfi spåede kongen, at hans søn ville dræbe ham. Derfor skal Ødipus, med gennemborede hæle (deraf hans navn), sættes ud i øde bjerge, men han findes af hyrder, der bringer ham til kongen i Korinth, der gør ham til adoptivsøn. Oraklet i Delfi spår Ødipus, at han udover at dræbe sin far kommer til at at ægte sin mor og få børn med hende. På vejen til Theben dræber han “tilfældigvis” sin far. Ved porten til Theben vogter sfinksen og stiller alle, der vil ind i byen, en gåde. Den, der løser den, vil få Iokaste til ægte. Ødipus løser den, ægter sin mor og får fire børn med hende, bl.a. Antigone. Men sandheden kommer frem, Iokaste begår selvmord og Ødipus blinder sig selv og jages ud af byen.

Historien har haft skelsættende betydning i myteforskning, freudiansk psykoanalyse og som inspirationskilde for litterære værker. Freud brugte begrebet ødipuskompleks om en grundstruktur i drenges/mænds udviklingsproces: drengens forelskelse i sin mor, jalousi mod faren og angst for hans straf. Tilsvarende findes en komplikation i relationen mellem far og datter, som Freud kaldte elektrakomplekset. I alle samfund findes et incesttabu, mente Freud i bogen Totem og tabu, 1912-13, og dette går tilbage til civilisationens opståen. Ønsket fra sønnerne om at dræbe faren erstattes af et incestforbud, af overjeget i samfundsinstitutioner og normer m.m. Men lysten til moren og hadet til faren er der stadig i de ubevidste lag og får mange slags udtryk i drengens liv, som oprør mod eller angst for patriarker og autoriteter – og ofte også en binding til moren selv som voksen, der kan forkvakle modning og udfoldet voksenliv.

Den franske strukturalistiske etnograf Claude Lévi-Strauss brugte Ødipus-myten til omfattende analyse. Myten strukturerer nogle grundliggende forhold i menneskets verden, medierer modsætningen mellem natur og kultur, belyser slægtskabsforhold (blodets bånd) osv.

Litterære eksempler er talrige. Der kan fx peges på moderbindinger (eller faderbindinger) i en række folkevisers overgangssituationer, i dannelses-, udviklings- og “sammenbruds”romaner. Folkevisen “Germand Gladensvend”, Herman Bangs roman Haabløse Slægter, 1880, Tom Kristensens roman Hærværk, 1930, H.C. Branners roman Rytteren, 1950, stribevis af romaner af Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Henrik Stangerup. Fra udlandet kan nævnes D.H. Lawrences selvbiografiske roman Sønner og elskere, 1913, og Max Frischs Homo Faber, 1957; to store europæiske typologiske figurer, Shakespeares Hamlet og Don Juan-skikkelsen i talrige varianter er blevet fortolket som ødipalt moderbundne.

Se også sfinks, blindhed, far og mor og datter og søn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig