Narcissus, Narkissos, i græsk mytologi en smuk, hovmodig ung mand, der forelskede sig i sit eget spejlbillede. Flere nymfer forelskede sig ulykkeligt i ham, bl.a. Echo, der hentæredes af sorg, så kun hendes stemme blev tilbage. I Ovids Forvandlinger berettes det, hvordan guderne straffer ham med vanvid, død og forvandling: En dag kommer han til en kilde, hvor han ser sit eget spejlbillede, forelsker sig i det, kysser vandspejlets gøglebillede og til sidst i desperation slår sig selv, selvfortæres og i døden (hvor han stadig spejler sig selv, nu i dødsfloden Styx!) forvandles til en blomst, narcissus (påskelilje).

Myten har spillet en stor rolle i europæisk idé- og kunsthistorie. En variant, hentet fra Oscar Wilde, bruges i indledningen af Paulo Coelhos roman Alkymisten, 1988. I vore dage bruges betegnelsen narcissisme dels som psykologisk begreb om en selvoptaget person, hvis erotiske drift rettes mod vedkommende selv; dels som kulturhistorisk begreb, ud fra bl.a. Christopher Lasch, Narcissismens kultur, 1978, om en egocentreret (ungdoms)kultur med selvspejlende cafeer, fitnesscentre for kropsdyrkelse, supermarkedsagtig religiøsitet med totalitær gurudyrkelse og selvudviklingskurser som nogle karakteristika.

En særlig type kvindelig narcissisme ses som en kønsrolle, hvor kvinden ikke bliver et helt menneske, fordi hun skal tage sig ud, behage og risikerer at ende som en tom maske, der spejler sit manglende selv. Selvoptagetheden skyldes reelt et lavt selvværd. I dansk skønlitteratur ses denne karakter i et antal portrætter i Vita Andersens forfatterskab, fx digtene Tryghedsnarkomaner, 1977, og novellerne Hold kæft og vær smuk, 1978.

Se også spejl og lilje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig