Zeus, den øverste gud i græsk mytologi, en parallel til romernes Jupiter. Han er søn af Kronos og gift med sin søster Hera, men har adskillige erotiske eventyr, bl.a. i forklædt skikkelse (fx som tyr og svane). Han er lysets og himlens gud og en fader, med udpræget patriarkalske træk, i kredsen af olympiske guder på bjerget Olympos. Han er fader til langt hovedparten af guderne, med mange forskellige mødre. Blandt hans tilnavne er “Lynsvingeren” og “Den vidt Tordnende”, og hans våben er en lyn- og tordenkile.