Ho Chi Minh, i slutningen af 1960'-erne blev navnet på Nordvietnams kommunistiske revolutionsleder og diktator (d. 1969) brugt som rytmisk kampråb ved antiamerikanske demonstrationer i Vesten i forbindelse med Vietnamkrigen. Rytmen og også det svært revolutionsromantiske medløberi i dyrkelsen af Ho (og tilsvarende af Che og Mao) er fanget ind i en passage i Hans-Jørgen Nielsens “beretning” Fodboldenglen: “Os der, ho-ho-ho-chi-minh, løber gennem de sene 60'eres gader og institutioner i en ny hård rytme, Os der tror vi har resten af verden efter os, Os der...” Noget ganske andet end julemandens “ho-ho, ho-ho”, når han kører ud med gaver.