påske

Påske, en fest, der i jødedommen fejres til minde om udvandringen fra Egypten, 2. Mos. 12, og i kristendommen til minde om Jesu død og opstandelse. I den danske påskefejring indgår også elementer af gamle folketraditioner.

Den jødiske påske synes opstået ved en sammensmeltning og historisering af to forårsfester: en for den nye afgrøde, hvilket ses i skikken omkring det usyrede brød, og en for nyfødt kvæg, hvilket blev markeret med offerlam i Templet og også i vore dage med stærkt ritualiserede måltider med vin, brød og lam. Da Templet blev ødelagt, kunne der ikke længere ofres. Jødisk påskepraksis belyses flere steder i den dansk-jødiske forfatter M.A. Goldschmidts bøger, fx i romanen En Jøde, 1845, 4. kap.

Jesus og hans disciple opholdt sig netop som jøder på påskevalfart i Jerusalem og indtog skærtorsdag det påskemåltid, der blev Jesu sidste og ophav til nadveren. I nadveren symboliseres Jesu lidelse og død og syndernes forladelse. Den kristne påske indledes med palmesøndag, til minde om Jesu indtog i Jerusalem (se palme). Langfredag er dagen, da han hænger på korset og dør. Tredjedagen derefter, påskedag, opstod han for de troende; hans grav var tom. Jesus overtager symbolfunktionen af offerlammet, bliver for kristne det endegyldige offer.

Den kristne påske rummer altså elementer af lidelse og underets triumf. I dansk salmetradition er der et mylder af salmer om påskens mytisk-historiske begivenheder: Kingo skrev bl.a. “Over Kedron Jesus træder”, “Gak under Jesu kors at gå” og “Som den gyldne sol frembryder” og Grundtvig “Tag det sorte kors fra graven”. Grundtvig skrev endvidere i 1817 et digt og dramatisk-historisk optrin, Paaske-Lilien, hvori indgår påskesalmen om “bondeblomst fra landsbyhave”: “Påskeblomst! hvad vil du her?”; her er det den gule forårsbebuder, der kædes sammen med opstandelsesunderet. I 1946 skrev Martin A. Hansen den store modernistiske novelle “Paaskeklokken”, hvor klokken bruges som en slags ledemotiv for menneskers relationer i en landsby. Fem digte i Klaus Rifbjergs Amagerdigte, 1965, spiller på påskeugens mytiske gang (fra “Palmesøndag” til “Anden påskedag”) og kædes sammen med barndomserindringer om fx et måltid og et hospitalsophold.

En række påskeskikke har rødder i en folkelig tradition, som markering af forårets komme. Her er påskeæg centrale, rigtige æg, chokoladeæg, dekorerede æg, æg til trilning ned ad skråninger. Tidligere tiders skik med at spise særlig trist føde langfredag og skidenæg om lørdagen har næppe holdt sig i mange familier.

Se også lam, brød, nadver, kors, lidelse, lilje og æg.