Symbolleksikon

Satan

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

SATAN Den italienske maler Duccio di Buoninsegna (med base i Siena) har indfanget den dramatiske scene, hvor “Jesus fristes af djævelen”, ca. 1308-11.

Satan. “Kært barn har mange navne”, fx Djævelen, Fanden, Lucifer, Beelzebul (se flue), Den Onde, Antikrist, Den gamle Fjende, Gamle-Erik, Mefisto, sidstnævnte fra legenden om Faust. Satan kommer af et hebraisk ord med betydningen “modstander”, Djævelen af græsk diabolos, bagvasker, Fanden af et nordisk/ germansk ord med betydningen “den fristende”, Lucifer af latin med betydningen “lysbringeren”, og Antikrist bruges i dele af NT, bl.a. Johs. Åb., om Kristi modstander(e) i den kosmologisk-apokalyptiske kamp mellem godt og ondt. Han kaldes her fx også “denne verdens fyrste” (2. Kor. 4,4). Også elementer fra fx den græske naturguddom Pan og hans dyriske udseende (gedebukkeben, -horn og -skæg) og nordiske guder som den dæmoniske Loke og den enøjede “vilde nattejæger” Odin har smittet af på den folkelige opfattelse af Den Onde, i forbindelse med kristendommens opgør med hedenskab; muligvis er endda de “hedenske” tekster farvet af denne polemik.

Satan – og de varianter af skikkelsen, der findes i de andre navne – er en personifikation af det onde, et symbol for naturens farer og menneskets onde handlinger; han er en frister, ødelægger, dødbringer. I fx middelalderlige kalkmalerier fremstilles han som helvedes overfyrste, fører for og far til en hærskare af smådjævle, djævleyngel. Med betegnelsen “Lucifer” tillægges der ham ofte en rolle som den smukke frister, en skøn falden lysengel. I fiktionslitteratur optræder mange luciferiske skikkelser, der lokker i fordærv. Karen Blixen bruger direkte Lucifer som sin skytsengel og som emblem for sit forfatterskab; hun kalder sig selv “Lucifers barn”. For hende er Lucifer en – romantisk tonet – prototype på kunstneren; han repræsenterer syndefaldet, dvs. sandhed, lys, kritik, oprør mod det satte, livsindsigt i stedet for det fade paradis, som hun skildrer det i breve fra den afrikanske farm, især april og oktober 1926. Hermed kan han ses som en parallel til andre – romantiske – oprørere, fx Prometheus og en række kulturbringere og trickstere i religionerne.

SATAN Tarotkort med Satan (“Le Diable”) i forskellige forklædninger.

Den faldne lysengel er hentet fra GT, fx Esajas 14, 12, hvor han skildres som en forstødt morgenstjerne. Satan var “oprindelig” Guds hjælper, som det fx fremgår af indledningen til Jobs Bog, hvor Gud sender Satan ned for at friste den retfærdige Job. Men “senere” falder Satan, danner sit eget modrige i en kosmologi, der er dualistisk og bl.a. påvirket af religioner i det gamle Persien, hvor dæmonkongen Ahriman kæmpede evigt mod den gode gud Ahura Mazda. I Bibelen er der to klassiske fristelser med Satan i centrum: Som slangen i syndefaldsberetningen, 1. Mos. 3, er han den, der bliver årsag til menneskets grundvilkår som dødeligt væsen, uddrevet af paradis og spændt ud mellem godt og ondt. Og i fx Matt. 4,1-11 er han den, der i ørkenen frister Jesus med jordens rigdom og magt, hvis Jesus vil tilbede ham; her kaldes han i den græske originaltekst “diabolos”.

Islam har overtaget en række elementer fra den jødisk-kristne tradition, men har også særtræk. Under pilgrimsfærden til Mekka er en vigtig rite “at stene Satan” (Shajtan), dvs. at kaste med sten mod tre søjler ved Mina, til minde om at Abraham blev fristet. Pilgrimmene så at sige forkaster det onde. I islam hedder djævleskikkelsen Iblis, et ord der faktisk kommer af “diabolos”! Iblis forstødtes, i fx Sura 15,30-34, fordi han ikke ville kaste sig ned for Adam. I islamisk folketro er forestillingen om åndevæsener, djinner, udbredt; de kan være onde, djævelske, men ikke nødvendigvis.

Inden for indisk religion, især buddhismen, er det onde knyttet sammen med forbundetheden med den ubestandige verden. Mara (eller Yama) er dødsguden, men også den, der i Buddhalegenden frister Buddha med tilværelsens sanselighed, da han mediterer sig frem til erkendelsen under bo-træet. I fremstillinger af tilværelsernes hjul er det Mara, der som et vældigt uhyre holder hjulet i sit gab eller greb, som tegn på det ubestandige, mens Buddha, der har gennembrudt uvidenheden, peger mod nirvana-dimensionen uden for den djævlebundne virkelighed.

Satan og hans yngel har kronede dage i mange bandeord, ed, og faste udtryk, fx “Fanden og hans pumpestok”, “Halte-Fanden”, “den gamle fjende”, “den lede”, “pokker”, “Djævelens advokat” (advocatus diaboli, om at angribe en persons hæderlighed, oprindelig i forbindelse med “retssag” ved den katolske kirkes salig- eller helligkåring). At noget er “djævleblændt” hænger vel sammen med forestillingen om det ondes fascinationskraft. Derimod er Satan og den kosmologiske dualisme nok på vej ud i den almindelige, også folkekirkekristne, danskers forestillingsverden. Satan og helvede er netop – kun – forestillinger, ikke virkelighed. Det har i nogle kredse ført til ideen om at stryge djævleforsagelsen i trosbekendelsen: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Men djævle er der stadig nok af, fx i de politiske fjendebilleder, i “os og dem”. Og i den nære fortid er der eksempler på en sådan djævelsk grusomhed i en perverteret ideologi – i nazisternes holocaust –, at en “mytologisk” Satan trængte sig på. Hvordan ellers forklare al den ondskab?

Satan kan tolkes som symbol på marginalisering: Samfundets marginaliserede grupper gøres fx til hekse og syndebukke og sættes i ledtog med Djævelen. I nyeste tid dæmoniseres fx muslimske indvandrere.

Blandt de talrige litterære eksempler på at skildre Satans virkeområde rager Dantes Den Guddommelige Komedie op som en billeddannende milepæl i middelalderens hjerte. Der lugter af svovl, og der er brændende varmt i hans domæne. Han har i middelalderens og renæssancens billedkunst horn, dyrisk behåring, bukkefod, lang hale, klør, flagermusører og eventuelt -vinger; i særligt barokke fremstillinger kan også hans bagdel være et ansigt, som de fortabte skal kysse. Han kan være skjult i en kappe, være en abe, en brølende løve, en ræv, en slange eller drage, jævnfør fx Sankt Georgs kamp mod dragen. Han kan skildres som haltende på den ene fod. Men hans dæmoniske egenskaber kan også optræde i skikkelse af en judas, en don juan, en femme fatale, en åndelig vildleder osv. Martin Luther har berettet om sine “møder” med Satan, hvordan han kastede et blækhus efter ham, og han har i sine salmer intense skildringer af kampen mod Satan, fx i “Vor Gud han er så fast en borg”, hvor vi ikke selv formår at besejre “den gamle fjende led”, men kun Gud kan besejre “mørkets drot” og det mylder af djævle, der “os opsluge ville”.

I folkeeventyr kan han være i ledtog med sin oldemor (jævnfør udtrykket “Fanden og hans oldemor”). Han kan være fanget i en flaske eller en nød, og at slippe hans ånd ud skaber kaos. Martin A. Hansen udnytter dette folkelige træk i romanen Jonatans Rejse, 1941, hvis ændrede 2. udgave 1950 spiller på ånden i flasken som allegori over atombomben. Åndebesættelse er en tro på, at mennesker kan besættes af onde ånder, djævelskab i form af sygdom m.m., som kan uddrives (eksorcisme) af en karismatisk person, et shamanistisk ritual. Jesus er åndeuddriveren og helbrederen par excellence. Med Djævelen kan der indgås en pagt, som det fx ses i Faust-fortællingen, hvor Faust forskriver sig til Mefisto.

Inden for de nye religioner findes en såkaldt satanisme eller satankult, hvor alle riter (“sorte messer”) foregår diametralt modsat kristendommen, og hvis moralkodeks er særdeles sanseligt-hedensk og med mørke træk.

De Sataniske Vers er nogle vers med polyteistisk tankegang, som Muhammed skulle have modtaget, men som der udtrykkelig tages afstand fra i Koranen. Da Salman Rushdie i romanen af samme navn, 1988, brugte disse vers som led i fiktionen, vakte det bestyrtelse i mange islamiske kredse og medførte bl.a. en religiøs dødsdom over ham. Rushdie måtte gå under jorden for at undgå disse “sataniske” kræfter.

Et af Rolling Stones' glansnumre hedder “Sympathy for the Devil”, hvor Mick Jagger under koncerter gik rundt i en rød fliget mefistokappe; i sangen præsenterer han sig selv som Lucifer, og teksten handler om verdenshistoriens anarkister, revolutionære og outlaws. Denne flirten med det luciferiske kunne være farlig under de orgiastiske koncerter, og i Altamont i Californien i 1969 gik det galt, idet en Hell's Angel for øjnene af 300.000 mennesker myrdede en ung sort. Motorcykelbanden har i sandhed taget et satanisk navn, og helvede var løs.

Litt.: Kirsten Nielsen, Satan – den fortabte søn?, 1991; Elaine Pagels, Satans oprindelse, 1997; Asbjørn Dybendal, Demoner, besettende djevle og andre ondskabsfulde vesener, 2006.

Se også godt og ondt, himmel og helvede, dæmon, dualismeed, lys, mørke og dag og nat.

Læs også om Satan i Leksikon.

Artiklen Satan er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

SATAN Tarotkort med Satan (“Le Diable”) i forskellige forklædninger.

© Dette billede må du ...

SATAN Den italienske maler Duccio di Buoninsegna (med base i Siena) har indfanget den dramatiske scene, hvor “Jesus fristes af djævelen”, ca. 1308-11.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Symbolleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Satan
Satan
(af hebr. sātān 'modstander'), Djævelens navn i GT ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Beelzebul
(måske af hebr. baal 'herre' og zebub 'flue', ...Artikel i Den Store Danske
Ahriman
middelpersisk form af Angra Mainju, det ondes prin ...Artikel i Den Store Danske
Ahura Mazda
(oldiransk (avestisk) 'den vise herre'), Zarathustra ...Artikel i Den Store Danske
Salman Rushdie
Ahmed Salman Rushdie , f. 19.6.1947, indisk- ...Artikel i Den Store Danske
Iblis
(arab., vist af gr. diabolos 'djævel'), i Kor ...Artikel i Den Store Danske
Persien
europæisk betegnelse for den iranske provins Fars ...Artikel i Den Store Danske
Esajas
(hebr. jeshajahu 'Jahve frelser'), Jesaja , be ...Artikel i Den Store Danske
Buddha
ca. 560 f.Kr. - 480 f.Kr., buddhismens grundl ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FSte
09/07/2012
  • Læst 2543 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki