billeddyrkelse og -forbud

Billeddyrkelse og -forbud, I de fleste religioner fremstilles det guddommelige symbolsk i billedform, som stiliserede figurer, statuer osv. Ved disse billeder kan der foregå dyrkelse, fx offer og bøn, og figurerne kan evt. udbrede deres guddomskraft ved at blive transporteret rundt i lokalområdet i processioner. Der er glidende overgange mellem at opfatte billederne som repræsentative og som “virkelige” guder.

Men de tre monoteistiske religioner fra Mellemøsten, jødedommen, kristendommen og islam, har i perioder eller hele tiden haft et forbud mod at fremstille Gud i billedform og for islams vedkommende levende væsener i det hele taget. Den centrale tekst med forbuddet er fra De Ti Bud i 2. Mos. 20: “Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.”

Tanken bag forbuddet er, at Gud (Jahve, Allah) nok ligner mennesket – eller rettere omvendt –, men er så altomfattende, at en billedfremstilling vil være en voldsom indskrænkning af “ham”. Han lader sig ikke fremstille i menneskelige kategorier. Allah beskrives gennem en opremsning af “de 99 skønneste navne” for ham, hvis pointe er, at han er alt og derfor i virkeligheden ubeskrivelig. En anden tanke bag forbuddet er, at selve billedet bliver gud, dvs. afgud, en situation man fx ser i GTs beretning om israelitternes dyrkelse af guldkalven, mens Moses henter Lovens tavler på Sinajs bjerg (2. Mos. 32).

Især inden for islam radikaliseres forbuddet til at gælde det at fremstille figurative billeder af Guds skabninger som sådan, mennesker og andre dyr. I de fleste tilfælde tolkes forbuddet dog kun som gældende for gudstjeneste og det religiøse liv i øvrigt, ikke generelt, fx ikke pasfotos og frimærker. Ofte er det sådan i de strengere traditioner inden for islam, fx i Saudi-Arabien, at en billedfremstilling af mennesker er uden hoved; fx fik svensk eksport problemer med en tændstikæske, som var forsynet med et billede af en dreng, der løber mod solen; drengens hoved måtte fjernes. Når karikaturtegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten, sept. 2005, vakte så stor opstandelse, skyldtes det dog nok ikke primært, at han blev tegnet, men at han blev karikeret. Der findes i islamisk tradition billeder af profeten, ikke mindst i den persiske tradition, men med lyscirkel i stedet for ansigt. En anden måde at omgå forbuddet på er ved at forsyne afbildede mennesker med en symbolsk “halshugning”, en rød streg hen over halsen som tegn på, at de er “døde”. Som erstatning for naturalistisk kunst har man inden for islam udviklet en stiliseret kunst, med arabesker og andre abstrakte udformninger; også den arabiske kalligrafi kan ses som billedomskrivninger.

Inden for jødedom-kristendom har der været tre perioder med decideret billedstrid og billedstorm (ikonoklasme): under Josijas reform i 622 f.Kr., i den byzantinske periode i 700- og 800-tallet og under reformationen i 1500-tallet. Sidstnævnte drejede sig især om de calvinske, reformerte kirker, der den dag i dag har billedløse kirkerum. I perioder har også danske kirker været tilkalkede. Ofte siger man, fx i dansk folkekirkekristendom, at der da ikke kan være billedforbud over for det guddommelige, når Guds Søn tog skikkelse og blev synlig i et konkret menneske, Jesus. Jesus og Jomfru Maria fremstilles hyppigt særdeles naturalistisk, fx i forbindelse med korsfæstelse og Pietà; mens derimod Gud omskrives til symboler: øjet, hånden, trekanten.

En særlig voldsom ikonoklasme i vor tid fandt sted i talebanstyrets tid (2001) i Afghanistan. Nogle meget store buddhastatuer blev sprængt i luften. Muhammedkarikaturkrisens hovedgenstand er Kurt Westergaards tegning i Jyllands-Posten 30.9.05. af Muhammed med bombe i turbanen. Tegningen er mangetydig: Den spiller dels på Vestens stereotyper i opfattelsen af “orientaleren”, ikke mindst Aladdin i Oehlenschlägers fremstilling som den, der får appelsinen i turbanen, dvs. har stort held. Men Muhammed har nu i stedet for fået en bordbombelignende turban, hvilket peger på de misbrug af islam, som islamister har gjort i de seneste årtier. Tegningen er ejendommeligt selvopfyldende, profetisk: Hver gang en islamist går ud med bål og brand og terror mod den, går tegningen i opfyldelse.

Litt.: Jeanne Dalgaard: Billedforbudet, 2006.

Se også idol.