pinse

Pinse, (af græsk pentekoste, den 50. (dag efter påske)). I lighed med påsken er pinsen både en jødisk og kristen fest. Den jødiske pinse, ugefesten, shavuot, var oprindelig en fest som afslutning på kornhøsten og med valfart til Jerusalem. Pinsen blev af de første kristne nytydet som minde om Helligåndens udgydelse over urmenigheden, skildret i Ap. Gern. kap. 2. Åndens komme skildres her som et under, hvor der tales i andre tungemål, en allusion til myten om Babelstårnet. I pinsebevægelsen lægges der netop vægt på disse Helligåndens nådegaver, tungetale, profeti, helbredelse osv.

I dansk sammenhæng kædes pinsen sammen med forårets eller forsommerens opvågnen og grønnen i natur og sind. Den oprindelige tradition i påsken med at se Solen stå op påskemorgen, dansende af glæde over Jesu opstandelse, blev i dansk folkeskik overført til pinsen, hvor man skal “se pinsesolen danse”. Om nogen er Grundtvig pinsens (salme)digter, især med “I al sin glans nu stråler Solen”, 1843, hvor et dansk forsommerlandskab kædes sammen med den bibelske myte.