Synagoge, græsk ord for jødedommens gudstjenestehus, med betydningen “sted, hvor man forsamles”, dvs. forsamlingshus, på hebraisk bet ha-kne-set. Institutionen opstod måske i det babyloniske eksil, men især efter ødelæggelsen af Jerusalems Tempel i år 70. Synagoger “erstattede” Templet, det eneste sted, hvor blodige ofre måtte finde sted. Synagoger har arkitektonisk ofte en stil, der skal minde om Templet, men hyppigt blandet med andre stilarter, fx nogle klassiske eller lokale. Synagoger overalt i verden har haft central betydning for jødedommens indhold og overlevelse i diasporaen, givet identitet i den fortsatte tradition, også rent sprogligt, og været et kulturelt og religiøst centrum for jøder.

Centrale punkter i gudstjenesten er frembæring af torahruller, som opbevares i et skab, læsning af den hellige tekst, bønner, salmesang og prædiken, sidstnævnte ofte på det lokale sprog. At det centrale er selve den hellige tekst, torahen, ses i den rituelle “tilbedelse” af den håndskrevne tekst på pergamentruller; hele torahen læses i løbet af et år. Der holdes gudstjeneste tre gange dagligt, men især sabbatgudstjenester er forsamlingstidspunkter.

Se også helligdom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig