fatamorgana

fatamorgana, (italiensk “feen Morgana”), synsbedrag pga. luftspejlinger. Især brugt om optisk bedrag i ørkener, hvor luften flimrer, og fantasiforestillinger kan opstå. 1. del af ordet kommer af latin fatum, “skæbne”, hunkøn fata, “fe”; 2. del, Morgana, er omstridt, måske opr. fra arabisk eller keltisk. Fata Morgana optræder i middelalderens ridderdigtning som søster til Kong Arthur. Under alle omstændigheder ligger der i begrebet den forestilling, at en fe kunne fremkalde luftspejlinger; en legende, med relation til Sicilien, beretter om en fe med et krystalslot under havet, som kunne bygge slotte af luften, jævnfør også betydningen af “at bygge luftkasteller/luftslotte”. Begrebet bruges i vore dage også bredt: om en forestilling uden hold i virkeligheden.

En berømt fatamorgana-scene i dansk litteratur er fra indledningen til St. St. Blichers novelle “Hosekræmmeren”, 1829, hvor fortælleren på heden forestiller sig at være en beduin, der kan trylle menneskeboliger og livets fortrædeligheder bort. I Adam Oehlenschlägers Aladdin, 1805, hedder hovedpersonens rørende, noget indskrænkede mor Morgiane; hun har en spinderok, men meget “fata” er der ikke ved hende. fatum, fe.

Artiklen fatamorgana er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk