harmoni

Harmoni, (græsk: det rette forhold, samstemmighed), overensstemmelse, ligevægt og “samklang” mellem to eller flere enkeltelementer i en helhed, fx i hele kosmos. Det er et klassisk græsk begreb, som har spillet en stor rolle i fx filosofi, musik, bygnings- og billedkunst og i tolkningen af verdensaltet. I etikken er harmonien knyttet til læren om dyder, i æstetikken til forestillingen om det skønne. Begrebet blev personificeret i den græske gudinde Harmonia, datter af Ares og Afrodite; hun var dronning i Theben og havde et halssmykke, lavet af Hefaistos, der fik en lang og skæbnesvanger historie i sagnene om Theben.

Harmoni forbindes med talforhold, geometriske figurer og proportioner. Gud har, mente man ikke mindst i middelalderen, skabt kosmos efter guddommelige principper og sammenhænge; “sfærernes harmoni” er som musik og englelyd. Harmoniske monumentalbygninger, fx katedraler, er mikrokosmiske afspejlinger af den guddommelige harmoni. Den store musik, for fuldt kor- og orgeludtræk, kan også udtrykke og opfattes som guddommelig harmoni. Til stadighed truer dog disharmoni, kaos og katastrofer, og riter, fx højmessen, skal genskabe harmonien.

Hos naturfolk er harmonien udtrykt gennem balanceforhold mellem mennesket og naturen. Her kan harmonien, helheden, brydes gennem overskridelse af tabuer, fx blanding af rent og urent. Harmoni kan fremstilles som en cirkel, fx i kinesisk yin- og yang-symbolik. I indisk kosmologi er harmonien opfattelsen af, at alt i virkeligheden er ét, i det mindste findes det største og i det største det mindste.

I modernismen kan der være bevidste brud på harmoni, disharmoniske og dissonantiske sekvenser, fragmentarisk, splittet form, ud fra den tanke, at den harmoniske opfattelse er en falsk fremstilling af en verden, der i virkeligheden er i stumper og stykker og uden overordnet, metafysisk mening.

Se også kosmos, verdensbillede og musik.