Legende, (af latin legenda, noget som skal læses), oprindelig betegnelse for udvalgte læsestykker ved gudstjeneste; derefter fortællinger om helgener, fx i Legenda aurea (“Den Gyldne Legende”), ca. 1260, med over 400 legender; endelig en bred genrebetegnelse for fortællinger af opbyggelig art om hellige personer (og fantastiske begivenheder). Der kan fx være tale om fortællinger om mirakler og martyrer i den frodige underskov af ikke-kanonisk litteratur. Men også i Bibelen findes legender, fx profetlegender om Elias og Elisa i GT og barndomslegender om Jesus i Matt. 2 og Luk. 2. Også om fx Muhammed, Lao Zi og Buddha er der samlet legender, om Buddhas liv en smuk legende i eventyrsamlingen Jataka.

Som eksempel på en national legende kan nævnes historien om Dannebrog, der faldt ned fra himlen d. 15.6.1219.

Ofte bruges ordet legende om usand historie, i lighed med forskydningen i betydningen af “myte”. Legende kan endvidere bredt bruges om bemærkelsesværdige personer og begivenheder, fx kan en politiker kaldes “en levende legende”.

Litt.: Tue Gad, Legenden i middelalderen, 1961.

Se også myte, sagn, eventyr og fortælling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig