modsætninger

Modsætninger, antiteser, kontraster, modpoler, er en udbredt måde for mennesket at skabe struktur og klassifikation i sin tilværelse på, fx kosmologisk, geografisk, samfundsmæssig, værdimæssig, følelsesmæssig. Når man fx klassificerer noget som godt, skaber man samtidig modsætningsbegrebet ondt, tilsvarende med fx ven og fjende. Modsætningerne kan være polare og uden medieringsmuligheder, dvs. dualistiske, eller de kan være dialektiske, dvs. med mulighed for formidling eller mediering mellem dem. Man kan sige, at samfund med en udpræget dualistisk livstydning fastlåses i uflyttelige dikotomier og typisk søger legitimering i en guddommelig verdensorden, mens dialektiske tydninger lægger vægt på sammenstød eller forlig og udvikling. Den videnskabelige strukturalisme, med Claude Lévi-Strauss som et hovednavn, har undersøgt menneskets strukturdannende evne, med udgangspunkt i grundstrukturen natur og kultur, og med myten som medierende led mellem dem.

Blandt de store modsætningspar er natur og kultur, liv og død, godt og ondt, lys og mørke, mand og kvinde, sjæl og legeme. Til de såkaldte orienteringsmetaforer hører bl.a. oppe og nede, frem og tilbage, ude og inde, midte og periferi, nær og fjern, og tidsligt: før og efter. Til de kosmologisk-mytologiske modsætninger, som kan være påvirket af valoriseringen af orienteringsmetaforerne, hører fx himmel og helvede, Gud og Satan, kosmos og kaos, Solen og Månen, skabelse og tilintetgørelse, evighed og forgængelighed. Til de konkrete, men med en række overførte betydninger, hører bl.a. bevægelse og stilstand, tyk og tynd, høj og lav, stor og lille, glat og ru, rå og tillavet, sort og hvidt, nat og dag, sommer og vinter, forår og efterår, tørt og vådt, varmt og koldt, blød og hård, højre og venstre, vrang og ret, nord og syd, øst og vest. Til de samfundsmæssige bl.a. krig og fred, ven og fjende, os og de andre, fri og slave, herre og slave, rig og fattig, blind og seende, døv og hørende, sund og syg.

Til de følelsesmæssige og filosofiske bl.a. kærlighed og had, følelse og fornuft, smukt og hæsligt, dionysisk og apollinsk, transcendent og immanent, idealisme og realisme, aktion og reaktion, tomhed og fylde, plus og minus, og og men, intet og alt, intet og noget.

Hertil kommer et utal af modsætninger, der sprogligt markeres med a-, u- eller mis-, fx rent og urent, moral og amoral, hygge og uhygge, tillid og mistillid. Bevidst kludder i det går der, når Villy Sørensen i historien “Hjemkomsten” skriver om gode og dårlige “hundedage”; hundedage er i forvejen brugt om dårligt vejr, men i novellen handler det om to drenge, der tæller hunde, og så bliver god og dårlig relevant.

En række modsætningspar kan karakteriseres som problematiske, det gælder fx den klassiske dualisme mellem sjæl og legeme. Men også fx os og de andre, ven og fjende og krig og fred. Her er det mennesker, man udskiller som mindreværdige, fx af racemæssige eller religiøse grunde, og tillægger onde hensigter, måske som rene inkarnationer af Satan. Et sted i Bjergprædikenen (Matt. 5-7) gør Jesus op med denne udskillelse, der ligger så fasttømret i sproget: Hvis næstekærligheden er universel, må der paradoksalt nok kunne tales om fjendekærlighed – og i det lange, utopiske løb må ven og fjende som begreber erstattes af næste eller medmenneske. Hitler, Stalin og Mao som medmennesker – man gyser ved tanken, men den er god nok.