runer

runer, skrifttegn med bogstavskrift, brugt i en lang periode i det germanske område, herunder i Norden. Fra Danmark kendes 850 indskrifter, heraf 150 runesten. Runerne har en kantet form, måske pga. at de blev indridset (“ristet”) i bl.a. træ og sten. Stenene er ofte mindesten for døde, og det oplyses, hvem der har lavet indskriften eller værket. De kendteste sten er de to Jellingsten, den store med oplysning om, at danerne er blevet kristne (ca. 965) og med fornem billedsymbolik af såvel kristen som hedensk art.

Det norrøne ord run betyder “hemmelighed”, dvs. esoterisk, religiøs viden. Et eddadigt handler om, hvordan Odin ved at ofre sig til sig selv får kendskab til runer og deres magiske evner; gennem denne initiation får han visdom, digterevne og mangfoldige trylleevner. Det er en udbredt opfattelse, at et ord skaber, hvad det nævner, dvs. at ord og skrift har helligkraft i sig. Men runer har naturligvis også været brugt som ganske almindeligt meddelelsesmiddel.

I folketroen, fx skildret i en række runeviser, dvs. folkeviser med runemagi som centrum, opfattes brug af runer som værn eller forbandelse som et vigtigt magisk element. Runer kan bruges til fortryllelse i kærlighedsforhold, hvor runerne “kastes” mod den, man ønsker at fortrylle og binde. Runer kan dog også bruges som helbredelse, hvilket fx ses i sagaen om Egil Skallagrimsson, hvor Egil lægger runer under den syges hovedpude.

I vore dage bruges “(riste en) rune” om at gøre kendt eller sætte et minde.

Se også skrift, ord, sten og magi.

Artiklen runer er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk