tid og rum

tid og rum, centrale “symboler” for menneskets strukturering af livet og universet. Tiden er universets horisontalitet, rummet vertikaliteten; tilsammen udgør de “alt”. På en måde er tid og rum menneskets “opfindelse”, og dog findes de også i den ydre virkelighed: Træer vokser fx, fylder rummet mere og mere og er samtidig tidens symbol, fælder løvet, går til. Forestillingen omverdenstræer, fx det nordiske Yggdrasil, viser træet som et vældigt symbol på kosmos, tid og rum forenet.

Tid og rum giver også anledning til store tanker, hvor hjernevindingerne virkelig bliver sat på – uoverkommelige – prøver: Er rummet uendeligt eller endeligt? Er tiden evig eller har den en begyndelse og ende? Begge dele er det umuligt at forestille sig, men selve det at tænke dybsindigt derover er noget centralt i menneskets konstitution. Fx har en række religioner en forestilling om en skabelse i tidernes begyndelse eller “morgen” og om en destruktion, en tidernes afslutning i “tidernes ende”.

Tiden er ustandselig; hele tiden bliver nutidens enkelte øjeblik fortid og æder sig ind på fremtiden. Findes øjeblikket i det hele taget, eller findes der blot noget før og efter – eller er det omvendt? Slutstenen for det enkelte menneske i forhold til tiden er døden, så det er intet under, at mennesket i tidens løb søger at standse tiden, potensere øjeblikket til en evighedsdimension eller skabe en forestilling om en frelse hinsides tiden og denne verden. På en måde er disse drømme samtidig et ønske om at leve i barnets tidløse verden, nu “gentaget” ved hjælp af fx kærlighed, seksualitet, rusen, inspirationen, kunstens skønhed, en religiøs oplevelse.

Det buddhistiske centralbegreb nirvana er et paradoks: Det er uden for tid og rum, ubeskriveligt, alt og intet, tomhed og totalitet, “udødelig Død”, som Sophus Claussen kaldte det i sit Buddha-digt, 1888. Vejen dertil er meditation. For skeptikere er der i meditationen tale om en slags flugt fra den ydre virkelighed med dens grundvilkår: Tiden går, og du skal dø, derfor: lev engageret i den tid, du får tildelt.

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer, der var påvirket af buddhisme, skrev om tiden: “En ikke ringe del af eksistensens lidelse er at Tiden uophørligt øver sit pres på os, aldrig lader os standse for at få vejret, men altid er efter os, som en tugtemester med en pisk.”

Et begreb, der kan minde om nirvana, er det bibelske “tidens fylde”, brugt af Paulus i Galaterbrevet 4,4 om Guds Søns inkarnation i Jesus. Bag begrebet ligger en forestilling om, at verden er spændt sammen af en frelseshistorie, et nødvendigt frelsesforløb, sluttende med Guds Rige, der allerede er fremtrådt i Jesus. Jesus er Kristus, dvs. både himmelsk og jordisk, et paradoks, det sande øjeblik, med Søren Kierkegaards udtryk “Guden i Tiden”. Når evigheden kan rummes i tiden, sprænges tidens begrænsninger og malende kværn.

Digteren Søren Ulrik Thomsen omtaler i Kritik af den negative opbyggelighed, 2005 (skrevet sammen med Fr. Stjernfelt), nogle genkommende meditative tilstande, en slags forsmag på en evig salighed, der ikke er skræmmende og kedsommelig, men “en nøgtern ekstase, hvori jeg på én gang var intenst lykkelig og fuldkommen rolig”, og hvor det var, “som om tiden var blevet et rum”, hvori alt var til stede på samme tid og alt af lige stor betydning.

Tiden kan tolkes cyklisk, dvs. som genkommende begivenheder, en evig genkomst. Eller lineært, dvs. som et historisk forløb. Eller som en spiral, der bevæger sig opad, med stadigt større indsigt til følge. I mange kulturer findes forestillingen om tidsaldre, der følger hinanden efter bestemte mønstre, fx guldalder, sølvalder osv.

At rum også kan opfattes forskelligt viser følgende eksempel: Da den russiske Sputnik som den første indtog rummet, jublede ateister i Øst: Vi har været ude i rummet, og der var ingen Gud. Som om det var det rum eller den tilværelsesdimension, Gud skulle “findes” i.

Mange har haft en fraktalagtig oplevelse af rummet i forbindelse med Ota Solgryns reklame, hvor en dreng løber med en pakke, hvorpå der er et billede af en dreng, der løber med en pakke, hvorpå —. En svimlende oplevelse af symbolsk og metafysisk art: Det fortsætter jo i én uendelighed, og det kan det jo ikke, og det kan heller ikke standse. Og: tertium non datur (noget tredje gives ikke).

I fiktionslitteratur er tidens problem ganske særligt belyst – næsten i essayistisk form – i Peter Høegs roman De måske egnede, 1993. Her udfoldes fx det problem, at vi inddeler tiden med ur og klokkeslet, hvorved helheden hakkes i stykker og menneskets tilværelse gøres til en maskine, der stanser – ikke standser – sekunder, minutter, timer. I Michael Endes eventyrromaner, primært Momo, 1973, søges den langsomme tid genvundet; pigen Momo kæmper for kvalitetstid mod “de grå herrer”, der stjæler menneskenes tid.

Den russiske litteraturforsker M. Bakhtin bruger som nøglebegreb i sine undersøgelser af europæisk litteratur kronotopen, en teori om tidens og stedets sammenfletning – og med en metaforisk forbindelse med Einsteins relativitetsteori (på dansk 2006: Rum, tid & historie).

Tiden er kostbar, tid er penge, tiden kan snegle sig af sted eller fare af sted, noget kan tage en evig tid (dvs. meget lang tid), man kan glemme tiden, man kan ikke skrue tiden tilbage, alt nedbrydes af tidens tand, tiden rinder ud, som det så klart fremstilles i sandets bevægelse i timeglasset.

Litt.: David Favrholdts essay om tid i Den Store Danske Encyklopædi, 19, s. 86-91. Trond Berg Eriksen, Tidens historie, 1999.

Se også kosmos og kaos, år og årstider, verden, virkelighed, skabelse, øje og steder.

Artiklen tid og rum er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk