tiltaleformer og titler

Tiltaleformer og titler, tiltaleformer hører sammen med gestik til en udbredt høflighedskodeks i omgangsformernes takt og tone. Hvornår er man “Des” og hvornår “Dus”; i en del sprog kan det endda ikke ses (fx engelsk “You”), og så må der bruges andre kneb. Må man i det hele taget titulere en person med De? Indtil for nylig var det ikke god etikette over for fx kongehusets medlemmer. I tiden efter 1968 er titlerne i høj grad blevet lagt bort; man er nu kun “Des” i undtagelsestilfælde, og det føles gammeldags og formelt. I visse meget moderne kredse kunne det allerede før 1968 være kutyme, at børnene titulerede deres forældre med deres fornavne, for at ophæve autoritetsforhold og stille lige. I Sverige har en skik med at titulere en person med titel, især af den finere slags, og undgå “Ni”, holdt sig længere end i Danmark, fx “Hur mår pastorn?” I England har man ud over de almindelige begreber for hr., fru og frøken yderligere varianter, fx Sir (egentlig en riddertitel).

Titler kan blomstre, som var de sildesalat på en obersts bryst. I Tyskland kan man fx være dobbeltdoktor (“Doktordoktor”) og ens visitkort samtidig større end andres. I patriarkalske samfund tager hustruen ikke blot mandens efternavn, men udviskes, bliver identitetsløs, mandens vedhæng: fru bankdirektør NN er fx hjemmegående husmor Eva N, født Jensen. Herligt parodieres dette fænomen i Peer Hultbergs roman om borgerskabet i 1900-tallets Viborg, Byen og Verden, 1992: Her hedder fruerne fx fru Landsdommer Mads Kofoed, fru forhenværende material- og farvehandelsekspedient Holm-Jørgensen, fru overlæge Børgesen-Olsen, fru frugt- og grønthandler Erik Bach-Christensen, fru øjenlæge Carl Garland-Weber (bemærk også de fisefornemme bindestregsnavne).

Se også hilseformer og krop.