tomhed

Tomhed, inden for buddhismen, især mahayana, betegner sunyata, “tomhed”, en radikal anti-dualistisk opfattelse af tilværelsen: Verden som sådan, kaldet “buddha-naturen”, er uden grænser og individualitet, alt er ét. Paradokset er så, at tomheden bliver identisk med fylden. I meditationsobjekter, fx den japanske zenbuddhismes stenhaver, spilles der på muligheden af at fatte dette paradoks, og i en berømt billedserie om vejen til nirvana er en af tegningerne en fuldstændig tom cirkel. Den gængse betydning af ordet tom eller tomhed, fx uden indhold, tanker og følelser, dur altså ikke over for det buddhistiske paradoksbegreb; i buddhismen er virkelig alt intet og intet alt, i den oprindelige forskelsløse væren.

Følgende citat om, hvordan digte bliver til, fra Jørgen Leths erindringer, 2007, klinger “buddhistisk”: “Det drejer sig om at koncentrere sig om tomheden. Forstå tomheden, beskrive den, skrive i den. Det er ikke engang et forsøg på at beskrive tomheden, det ville allerede være alt for patetisk.” Men tomhed kan naturligvis også bruges om en eksistentiel nulpunktssituation, hvor alt føles absurd og ligegyldigt og angsten for det store, tomme hul lurer.