UTOPI Frontispice til Thomas Mores “Utopia”, 1516.

.

Utopi, (græsk: stedet, som ikke er), bruges både positivt og negativt. Positivt er det i udgangspunktet: Begrebet blev skabt på grundlag af Thomas Mores bog Utopia, 1516, om et fantasiland, hvor mennesker lever i fred og retfærdighed med hinanden, “en drøm om den sande og retfærdige livsordning” (Max Horkheimer). Som sådant har det en række paralleller i bl.a. antikkens guldalderforestilling og Atlantis og i mange religioners paradis. Negativt betyder utopi og utopisk urealistisk og rent fantastisk, og i daglig tale er den betydning ved at dominere. Inden for marxismen er et hovedbegreb det klasseløse samfund, i mange henseender en utopi og at sammenligne også med religiøse idealtilstande som fx Jesu udsagn om Guds Rige; men alligevel med skepsis over for den såkaldte utopiske socialisme i årene før Marx og Engels, fordi en utopi ikke lader sig realisere, mens det klasseløse samfund realiseres med historisk nødvendighed, mente de. Marx kritiserede også den religiøse utopi eller religionen som utopi; religion skabte ganske vist himmelske modbilleder til virkelighedens elendighed, men ændrede den ikke, låste den snarere fast, som opium for folket.

Inden for den socialistiske tænkning, der var dominerende omkring 1968-oprøret, med inspiration fra især den unge Marx, er utopi dog et positivt nøgleord. Det gælder fx hos Herbert Marcuse (Det éndimensionale menneske, 1964) og Ernst Bloch (Das Prinzip Hoffnung, 1959); hos Bloch er håbet centralbegrebet i en tænkning, der opstiller en forskel på det, der er og det, der endnu ikke er til, som en drøm der sætter skub i al konstruktiv handlen. Drømmen om en “ny verden” er en utopi, men utopien kan blive til virkelighed, netop fordi man kan forestille sig den. En række slagord i ungdomsoprøret viser tankegangen håndfast: Fantasien til magten! Under brostenene ligger stranden! Spring kammerat, den gamle verden er efter dig! Vær realistisk, kræv det umulige! Blandt projekter i ungdomsoprøret var en række alternative samfund, bl.a. fristaden Christiana og foreningen Det Ny Samfund.

Den polske filosof Leszek Kolakowski har i 1966 defineret utopi således: “Utopien er bestræbelsen for forandringer, som ”i virkeligheden“ ikke straks lader sig realisere, som ligger bagved den overskuelige fremtid og ikke kan planlægges. Og dog er utopien et værktøj til at bearbejde virkeligheden med, et redskab til forberedelse af samfundsmæssig indsats. Faren er, at utopien adskiller sig så meget fra virkeligheden, at ønsket om at påtvinge verden den bliver en dyster groteske og fører til monstrøs fordrejning af virkeligheden, altså til forandringer, som er skadelige for samfundet og truer menneskets frihed.”

Utopiske samfund er også søgt skabt inden for religionerne, sværmeriske forsøg på at realisere Guds Rige her og nu, forestillingen om et tusindårsrige (millenarisme), messianske bevægelser, ofte i stærk udskilthed i forhold til det øvrige samfund. Mange tanker omkring udvandringen til det forjættede land, Den Ny Verden USA, havde utopisk-religiøst præg, var en slags jagt på Det Ny Jerusalem, blot i transatlantisk retning.

Utopien bliver let en slags gentagelse, en genkomst af den oprindelige paradistilstand. Fortiden var paradisisk, fremtiden skal blive det; det er kun nutiden, der er noget i vejen med. Mennesket vandrer som en pilgrim frem mod forløsningen. Der skal med et udtryk fra religionsforskeren Mircea Eliade blive som in illo tempore, i sin tid. Dog må man fastslå, at utopisk tænkning er lineær, Eliades tanke skabt ud fra den arkaiske forestilling om den evige tilbagekomst af det samme.

Inden for fiktionslitteratur myldrer det med utopiske skildringer. Science-fiction-litteraturen inddeles gerne i to: de positive utopier og de negative dystopier. Utopien kan fremtræde som et positivt modbillede til kritisable tilstande i nutiden, og dystopien kan ved sit dystre, undergangsprægede billede være en advarsel mod tendenser i nutiden. Som eksempel på den første type skal kun nævnes netop Mores værk; endvidere Platons Staten og Ludvig Holbergs stærkt satiriske roman Niels Klim, 1741; et par skelsættende dystopiske romaner er Aldous Huxleys Fagre nye verden, 1932, og George Orwells 1984, 1949. Året 1984 var lige ved at blive opfattet som et uheldsvangert undergangsår på linje med religioners profetiske prognoser; men heldigvis gik det ikke så galt.

Knud Wentzels disputats Utopia, 1990, undersøger det utopiske som motiv i en række danske digte. Ved siden af dem skal nævnes den svenske digter Edith Södergrans digt om længsel “Landet som icke är”, hvis titel er en “direkte” oversættelse af “utopi”.

Litt.: Ole Thyssen, Utopisk dialektik, 1976; Karen Conrad, Fra utopi til virkelighed, 1980.

Se også paradis, Atlantis, guld(alder), Jerusalem, slaraffenland, fantasi, eskatologi, virkelighed, topos og håb.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig