Don Quixote

Don Quixote, (ofte med j eller ch i stedet for x), hovedperson i spansk roman af Cervantes, 1605 og 1615. Han har forlæst sig i ridderromaner og drager på sin krikke Rosinante og ledsaget af sin tykke væbner Sancho Panza ud for at kæmpe på La Mancha-sletten – mest mod vejrmøller, viser det sig. Han er blevet en slags prototype for idealisme, fantasteri og verdensfjernhed, også for en række fantaster i dansk litteratur, så mange at Danmark undertiden er blevet kaldt en nation af fantaster, fx Peder Paars og Erasmus Montanus hos Holberg, Poul Møllers En dansk Students Eventyr, Schacks Phantasterne, Pontoppidans Det forjættede Land, Johs. V. Jensens Kongens Fald, Martin A. Hansens Lykkelige Kristoffer. Flere af Dostojevskis romanfigurer har også en ejendommelig højspændt idealisme og næsten evangelisk godhed, fx Idioten.

Den radmagre skikkelse og hans trinde ledsager har inspireret ikke blot anden litteratur, men også ballet, musik og billedkunst; danske Vilh. Marstrand og spanske Pablo Picasso er blandt illustratorerne af det sære par; Picassos få streger rammer plet.

Som type rangerer Don Quixote på højde med andre skikkelser i europæisk kulturhistorie: Ahasverus, Don Juan, Faust, homo faber. Det er muligt at tolke ham som tragisk helt, godhedens og idealismens inkarnation i en ond verden, eller som en – satirisk skildret – nar, der drømmer luftkasteller.

I Klaus Rifbjergs digtsamling Mytologi, 1970, får “Helten fra La Mancha” sit portræt; han er en “møllemand” i fuld rustning, men ejendommeligt blid og let at løbe over ende; han indskrives i den nyere, brutale spanske historie, Guernica, Franco mv., men som et modbillede, stående i sin rustnings “drømmehus”, levende skønt han forlængst er “strakt til jorden”. I en kronik i “Politiken” 31.1.1965 skriver Rifbjerg, at Don Quixote aldrig slipper en: “Adelsmanden slår sig bedrøveligt ned i ens arketypiske vokskabinet for aldrig at forlade det igen.” Ikke blot prototype, nej, arketype!