Fatamorgana, (italiensk “feen Morgana”), synsbedrag pga. luftspejlinger. Især brugt om optisk bedrag i ørkener, hvor luften flimrer, og fantasiforestillinger kan opstå. 1. del af ordet kommer af latin fatum, “skæbne”, hunkøn fata, “fe”; 2. del, Morgana, er omstridt, måske opr. fra arabisk eller keltisk. Fata Morgana optræder i middelalderens ridderdigtning som søster til Kong Arthur. Under alle omstændigheder ligger der i begrebet den forestilling, at en fe kunne fremkalde luftspejlinger; en legende, med relation til Sicilien, beretter om en fe med et krystalslot under havet, som kunne bygge slotte af luften, jævnfør også betydningen af “at bygge luftkasteller/luftslotte”. Begrebet bruges i vore dage også bredt: om en forestilling uden hold i virkeligheden.
En berømt fatamorgana-scene i dansk litteratur er fra indledningen til St. St. Blichers novelle “Hosekræmmeren”, 1829, hvor fortælleren på heden forestiller sig at være en beduin, der kan trylle menneskeboliger og livets fortrædeligheder bort. I Adam Oehlenschlägers Aladdin, 1805, hedder hovedpersonens rørende, noget indskrænkede mor Morgiane; hun har en spinderok, men meget “fata” er der ikke ved hende. fatum, fe.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.