fattig eller rig

Fattig eller rig, Fattigdom og rigdom opfattes særdeles forskelligt i kulturer og religioner verden over. Nogle steder, fx i det gamle Israel, opfattedes fattigdom som en straf og rigdom som en velsignelse fra Gud, der tildeltes en alt efter hvor retfærdig, dvs. gudfrygtig, man havde været. Men inden for jødedommen opstod det modsatte ideal: at de fattige var de rettroende. Dette aspekt understreges hos Jesus, der tager sig af sociale tabere, saligpriser dem, mens han siger om de rige, at det er vanskeligere at komme i Guds Rige for dem end for en kamel at gå igennem et nåleøje.

Fattigdommen kædes sammen med en asketisk livsform hos fx tiggermunke i katolicismen og hos buddhistiske munke. Der udformes også faste regler for almisse, hjælp til de fattige, fx inden for islam, hvor zakat, almisse, er en af troens fem søjler. Når det asketiske ideal kobles sammen med voldsom arbejdsiver og sparsommelighed, kan der som i den protestantiske verden opstå vældige rigdomme. Sparegrisene bliver til pengetanke; samfundet bliver kapitalistisk, og med mere eller mindre faste ordninger for social og økonomisk udligning, også i forhold til den fattige verden (ulandshjælp osv). Den skandinaviske model, velfærdsstaten, opfattes mange steder i verden som idealet af et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

I hinduismen hænger fattigdom-rigdom sammen med karma-samsara-forestillingen, dvs. at summen af dine gerninger i det ene liv påvirker livskvaliteten i det næste. En livsforståelse der kan skabe stor ulighed og legitimering af kaster. Men også disse mønstre har mødt protest: Et ideal er også her den fattige asket, fakiren (et arabisk ord for “fattig”, “tigger”), den hellige eneboer. Mahatma Gandhi gjorde en dyd ud af at være fattig, alliere sig med de udstødte, de kasteløse, og havde samtidig en politisk slagplan: ophøret af koloniherredømmet.

Buddha levede oprindelig i sus og dus, som prins, og netop fordi han har så mange materielle goder, er hans vej til Oplysningen så vanskelig. Han hænger længe fast, men giver omsider los. Askese er alligevel ikke vejen for ham, men middelvejen, dog i et munkeliv i cølibat, uden at eje noget, levende af andres almisse.

Se også arbejde og penge.