HOLGER DANSKE Foto af statuen af den slumrende helt i Kronborg Slots kælder. Oprindelig fra 1907, skabt af H.P. Pedersen. Gipsstatuen smuldrede og blev fornyet i mere holdbar sten i 1985 af Eric Erlandsen.

.

Holger Danske, europæisk sagnfigur, måske oprindelig knyttet sammen med Ardennerne, og siden hen dansk nationalhelt. I dansk folkelig bevidsthed sidder han og sover så dybt, at hans skæg er vokset fast til stenbordet i Kronborgs kælder; men han vil vågne op til dåd, hvis Danmark kommer i nød.

I Rolandskvadet fra ca. 1060 optræder en Ogier le Danois i Karl den Stores hær. Efter at have optrådt i adskillige andre kilder, også nordiske, er Holger en hovedfigur i Karl Magnus' Krønike fra 1480. Christiern Pedersen oversatte 1534 et fransk heltedigt om Holger Danske til dansk, og denne bog var i århundreder en udbredt folkebog. Det var den, der inspirerede til videre brug af skikkelsen i dansk skønlitteratur og musik: B.S. Ingemann (1837), H.C. Andersen (1845) og Ebbe Kløvedal Reich (1970) er blandt dem, der har digtet om helten. Særlig karakteristisk er Ingemanns sang “Holger Danskes Mærke”, indledt med “I alle de Riger og Lande”.

Holger Danske tilhører kategorien af slumrende folkehelte, som er en vidt udbredt figur. I Danmark kan bl.a. jævnføres med den sløve Uffe hin Spage, Amled og folkeeventyrets dorske Askeladden. Holger Danske fik en ganske særlig betydning som modstandssymbol under Besættelsen 1940-45, bl.a. blev en modstandsgruppe kaldt “Holger Danske”.

Litt.: Inge Adriansen, Nationale symboler, bd. 2. s. 407-42.

Se også helt og nationale symboler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig