boheme, dandy og flanør

Boheme, dandy og flanør, tre typer eller figurer med en uborgerlig, kunstnerisk, flagrende, omflakkende og selvudstillende livsform, oftest knyttet til storbyens liv på strøg og cafeer. Hyppigt hører der en god gang spleen, dekadence og fin de siècle-stemning med til rollen, der også skildres som “interessant”, splittet, “zerrissen” og let dæmonisk. Begreberne overlapper hinanden.

Boheme er oprindelig et fransk ord for “sigøjnere” og betyder indbygger i Bøhmen; begrebet blev brugt fra 1830'-erne, og typen karakteriseres i bøger af Balzac og sidenhen i Puccinis opera La Bohème, 1896. Frankrig og især Paris er hovedstedet, og en række kunstnere lægger vægt på det bohemeagtige i deres kunstnerrolle: den frie fugl, den hjemløse der ser ned på ordnede, borgerlige forhold, dyrker den sommerfugleflagrende erotik og en depraveret og mondæn livsstil med spil, druk, gæld osv. Til bohemekredse i Frankrig har bl.a. hørt maleren Edgar Degas, komponisten Claude Debussy og forfatterne Flaubert og Rimbaud. Også uden for Frankrig opstår kunstnerkredse med bohemeliv, fx hedder en bog af den norske forfatter Hans Jæger Fra Kristiania-Bohémen 1-2, 1885, et værk der blev beslaglagt og gav Jæger tres dages fængsel. Dandy og dandere har sprogligt intet med hinanden at gøre, men burde have det! At dandere betyder at drive omkring, og en dandy (måske af navnet Andrew) er netop en blasert og selvoptaget drivert, lapset og moderigtigt, men uborgerligt, klædt. Dandyen er af engelsk oprindelse og bl.a. knyttet til digtere som lord Byron og Oscar Wilde, men også med kunstnere og kunstnerkredse uden for England, fx franske Baudelaire. Dandy, “der kvikker bestandig”, er det fikse navn på en dansk tyggegummifabrik. I en periode var det udpræget provokerende, ungt og moderigtigt at tygge tyggegummi; man kunne ligne amerikanske filmstjerner af den mere oprørske art, fx James Dean; men Dandy spiller selvfølgelig primært på, at produktet er fra Danmark.

Flanør er et fransk ord af verbet: “flaner”, drive, slentre omkring, fra et oprindelig skandinavisk ord “flane”, føjte omkring; ordet “flane” findes stadig i dansk. En flanør er en dagdriver, en der går så langsomt som det er muligt op og ned ad Strøget, velklædt og lapset, beskuende det brogede liv som var det et skuespil, med et godt øje til ung skønhed, men uden egentligt engagement.

I dansk litteratur er der en række forfattere og personer i deres værker, der tilhører bohemen, dandyen og flanørens kreds. I romantismen, især i 1840'erne, er der en optagethed af netop det “interessante” og uborgerlige. H.C. Andersen har ladet sig portrættere som en let dæmonisk laps, kritikeren P.L. Møller elskede rollen som libertiner.

Søren Kierkegaard tog sit daglige bad i folkehavet og har skrevet måske verdens mest interessante portræt af typen i sin “Æstetiker” i Enten-Eller, 1843. Senere kan nævnes bl.a. Herman Bang, Tom Kristensen (Hærværk, 1930), Jens August Schade, Henrik Stangerup (portrættet af P.L. Møller i romanen Det er svært at dø i Dieppe, 1985), Michael Strunge og Dan Turell. Sidstnævnte var nærmest en moderne inkarnation af typen, når han i sort, mefistofelisk slængkappe og med sortlakerede negle flanerede gennem sin by.

Se også typer, typologi.