ÅR, ÅRSTIDER, KALENDER Tysk frimærke: 400 års jubilæum for den gregorianske kalender, 1982. Kalenderen er navngivet efter pave Gregor 13 i 1582. I Danmark blev den indført i år 1700. Det var et kompliceret problem med minutter i forhold til skuddage, og hermed hvor de forskydelige helligdage påske og pinse skulle ligge, der blev løst. Bemærk Dyrekredsen i den yderste cirkel.

.

År, årstider, kalender, Tidens gang angives med fx kalender, ur, dato, år og årstid. Døgnets rytme ses i skiftet mellem dag og nat. Men tiden kan yderligere fininddeles i sekund, minut og time. Til stadighed er der en vekslen mellem hverdage og helligdage; dage eller perioder kan være tillagt særlig sakralitet, enten i den faste ugerytme, som søndage, eller i en særlig fest- eller hellidagskalender for særlige begivenheder, fx jul og påske.

Det bibelske forlæg for søndagen (og i jødisk tradition sabbaten) er de seks skabelsesdage og den syvende dag som hviledag, som det skildres i 1. Mos. 1. Det er ingen selvfølge, at der er noget, der hedder en uge, og at den er på netop syv dage; i babylonisk-assyrisk kultur har der således været en tidagesstruktur. En måned er, som navnet angiver, oprindelig – og stadig i fx jødedom og islam – knyttet sammen med Månens faser. I Vesten er der tale om en solkalender. I nogle kulturer, og i folkelig sammenhæng, kan der opereres med en tredje type kalender, der følger de 12 stjernetegn. Der findes særlige kalendersystemer fx i det gamle Egypten, hos mayaerne og kineserne. Fx falder det kinesiske nytår senere end det vestlige.

Navnene på de forskellige datoer har vi i høj grad fra den græsk-romerske tradition. Dag og Nat er i mange kulturer personificerede som guddomme, og det samme gælder Solen, Månen og planeterne. Planetnavnene, fx Venus, stammer fra antik mytologi, og de genfindes i ugedagenes navne på de romanske sprog og er i de nordiske lande overført til de tilsvarende nordiske guder: søndag (Sol), mandag (Måne), tirsdag (Tyr, Mars) onsdag (Odin, Merkur), torsdag (Thor, Jupiter), fredag (Frigg, Venus), lørdag (Saturn; her adskiller de nordiske sprog sig: lørdag kommer af et norrønt ord, der betyder vaskedag; også i nogle romanske sprog har man valgt en anden, bibelsk term, fx spansk sábado). Månedernes navne hører også sammen med romersk tradition, men noget mere blandet: januar er fx opkaldt efter indgangens gud Janus, august efter kejser Augustus og november efter tallet ni.

De fleste kulturer har fire årstider, forår, sommer, efterår og vinter. Men i fx troperne kan der skelnes mellem to perioder, en tørke- og en regntid, og fx er buddhistmunkes år inddelt i en periode med udadvendt aktivitet og en tilbagetrækningsperiode. De fire årstider tillægges – og har – forskellige kvaliteter, der også kan personificeres, fx i antikken foråret (Primavera) som den smukke Flora. Året bevæger sig efter et fast mønster af tilblivelse, frugtbarhed, høst og undergang. Liv og død er synlige i årets gang, også at noget nyt skal skabes efter vinterens undergang. I frugtbarhedsreligioner gennemspilles årets gang i myter og rituelle dramaer: guddomme må opholde sig i dødens land, underverdenen, i dele af året, men genfødes under jubel ved forårets komme. Den samme karakter af tilblivelse og undergang kan døgnets rytme tillægges, og lange perioder (verdensaldre) kan tillægges særlige kvaliteter, bevæge sig cyklisk, så gyldne tider afløses af nedgangsperioder, i stadig gentagelse.

Blandt de talløse kunstneriske udformninger af årets gang skal kun nævnes: A. Vivaldis programmatiske koncert fra 1725 De fire årstider, og Adam Oehlenschlägers universalromantiske tolkning af naturens gang ud fra evangeliet i digtcyklussen Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur, 1804. I billedkunsten fortsætter den romerske inspiration op til vor tid, så Våren er Flora eller Venus med blomsterkrans i håret eller overflødighedshorn, Sommeren er Ceres med kornaks, Efteråret er Bacchus med vindruer og vinranker, og Vinteren er Boreas som gammel mand iklædt tykt tøj. Eksempler på original udnyttelse af traditionen er de allegoriske malerier af årstider og måneder af P. Brueghel d. æ., 1565, og G. Arcimboldo, 1573; hos sidstnævnte figurer helt sammensat af planter og frugter.

Se også tid, dag og nat, nytår, jul, påske, pinse, Solen, Månen, stjerner og verdensaldre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig