NYDELSESMIDLER En populær piberyger var tv-manden Otto Leisner, åbenbart med en pibe til enhver lejlighed.

.

Nydelses- og rusmidler, I forbindelse med indtagelse af mad og drikke er der nogle midler, hvor det ikke er det nærende og mættende, der er centralt, men derimod den rus og nydelse, de giver. Der findes også rusmidler uden for kategorien mad og drikke, fx kan nogle narkotiske stoffer indtages gennem indsprøjtning. Blandt de ikke-rusgivende midler er kaffe, te, tobak, kakao (og chokolade) og tillige fx sodavand og slik. Til rusmidlerne eller de euforiserende stoffer (græsk euforos: velvære) hører drikkene alkohol, vin, øl (og mjød) og de øvrige narkotiske stoffer, fx hash, amfetamin, hallucinogene svampe, peyotekaktus, morfin og det kunstige stof LSD.

Kaffe, te, kakao er velsmagende og -duftende og opkvikkende – og chokolade tillige mættende. For disse nydelsesmidler gælder det, at der oprindelig er noget udpræget eksotisk og luksusbetonet over dem. Man kan direkte samles om dem i klubber, hvor der i perioder også har været rum for diskussion og politisk dannelse. I vore dage er kafeer på mode og breder sig med deres specielle kulturformer til store dele af verden. Man taler om fx caffelattekultur og -segment som typiske for storbyliv for den såkaldt kreative klasse og den velstillede middelklasse. Cappuccino føltes i en periode at hensætte en til Roms fortovskafeer, skønt man sad i en dansk provinsbys forblæste småkulde.

Rusmidlerne forholder de forskellige kulturer sig ejendommelig dobbelt eller dobbeltmoralsk til. Nogle religioner forbyder fx brug af alkohol; det drejer sig om islam og en række kristne miljøer. Andre kulturer forbyder visse midler med strenge straffe, fx hash, ecstasy og kokain, fordi de er skadelige og nedbryder legeme og psyke. Men andre rusmidler, fx alkohol og tobak, som også skaber afhængighed, skader, sygdom, kort liv, forbydes ikke, fordi de er en indgroet del af en kultur og opfattes som en umistelig del af det kulturelle velvære, men forsynes eventuelt – som det er tilfældet med tobak – med en advarsel.

Mens islam fx forbyder alkohol, bruger andre religioner direkte rusen som et middel i deres riter. De euforiserende stoffer skaber bevidsthedsudvidelse, orgiastiske tilstande, visioner, auditioner og hallucinationer, en løftelse der minder om den religiøse ekstase og om mystiske oplevelser. Det gælder fx de dionysiske vinorgier, indianernes peyote-kult og brug af svampe, de gamle nordboers mjødgilder, der mimede den mytiske verden i Valhal, og i mere afdæmpet form den kristne nadver, hvor vinen symboliserer Kristi blod. I mange myter har guderne et særligt middel, fx ambrosia og nektar, som giver dem udødelighed og evig ungdom. Et markant eksempel på et rusmiddel i rituel sammenhæng er plantestængelsaften soma i vedatidens Indien: Her er direkte hymner til rusen som en guddom, kong Soma, som hensætter kultdeltagerne i en udødelighedstilstand, som var de guder: “Vi har drukket Soma; vi er blevet udødelige; vi er kommet til lyset; vi har fundet guderne”, lyder det i en hymnestump. Riten omkring soma er kompleks: Offerdrikken, som indtages, kommer fra stængler, der presses, og denne knusning symboliserer samtidig, at guden Indra dræber uhyret Vritra og i videre forstand, at kosmos besejrer kaos, og at verden skabes. Dvs. at kultdeltagerne er delagtige i selve verdens tilblivelse ved at drikke.

I Aldous Huxleys science fiction-roman Fagre nye verden, 1932, bruges betegnelsen soma om et manipulationsmiddel, en slags “lykkepille”, i en totalitær stat; får man soma, hensynker man i en salighedstilstand, så ethvert oprør glemmes. Huxley eksperimenterede selv med brug af bevidsthedsudvidende stoffer, for at opnå religiøse oplevelser; det har han beskrevet i The Doors of Perception, 1954, og Heaven and Hell, 1956. Den skelsættende beatgruppe The Doors fra ungdomsoprørets tid tog navn efter Huxleys bog (på dansk “Erkendelsens Døre”) og var selv et vigtigt led i oprørets dyrkelse af de euforiserende stoffer og den psykedeliske livsstil; man kan direkte tale om ungdomsoprørets “stofkultur”, med Timothy Leary som centralskikkelse, han der profeterede stoffer som det 21. årh.s religion. En roman af Kirsten Thorup, Himmel og helvede, har taget navn efter den anden af Huxleys bøger, og skildrer narkomiljøer i forlængelse af 1968, med rusens optur og en rystende nedtur med forvrænget virkelighedsopfattelse og psykose. Det kunstige middel LSD indgik også i kulten, men er vel især kendt via The Beatles' nummer “Lucy in the Sky with Diamonds” og via psykiateren Stanislav Grofs eksperimenter med patienters psykoser og nærdødsoplevelser, beskrevet i en stribe bøger, Den indre Rejse, 1977ff.

Beskrivelser af rus af forskellig type er naturligvis talrige. Nævnes skal blot: Ludvig Holbergs Jeppe paa Bierget (Holberg brugte ikke selv rusmidler; det eneste han kunne tåle var te), Johannes Ewalds erindringer om alkohols velsignelser og farer, Levnet og Meeninger, Tom Kristensens roman Hærværk om at gå systematisk i hundene i whiskyrus, P.O. Enquists selvbiografiske Ett annat liv, 2008, Einar Már Gudmundssons roman Sindets tremmer, 2008, Ebbe Kløvedal Reichs “Svampebøger” med beskrivelser af rus og religion, filmen og musicalen Hair, Ib Michaels og Thomas Bobergs og Carlos Castanedas beskrivelser af indianske hallucinogener, forskellige svampe og stoffet mescalin fra peyotekaktussen, med Bobergs skildring af shamanistisk praksis omkring hallucinogenet ayahuasca i bogen Americas, 1999, som markant eksempel.

Se også mad og drikke, te, tobak, vin, øl og mjød, ambrosia, nektar, røg og svamp.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig