Drøm, Drøm. Alle mennesker drømmer i søvnen, og alle folkeslag har til alle tider tillagt drømme stor symbolsk og eksistentiel betydning. Drømme og visioner har fungeret som vigtige kanaler til indsigt i tilværelsens hemmeligheder. Drømme er på linje med myter og eventyr billeder og fortællinger fra de dybeste lag i mennesket og menneskeheden. Drømme foregår på en måde uden for tid og rum og i grænsefeltet mellem det ubevidste og det bevidste, og de figurer og scener, der udfolder sig, kan opfattes som arketypiske lag, der på mangfoldige, ofte kringlede og forskudte måder forholder sig til eller belyser fænomener i det “virkelige” liv. Til alle tider har der også været mere eller mindre professionelle drømmetydere, og i vore dage er drømmetydning en videnskab og metode, der især bygger på psykologien (psykoanalysen, psykoterapien), men også udnytter erfaringer fra fx naturvidenskabelige og antropologiske videnskaber.

I mange religioner og i folketroen er den typiske tydning af drømme, at de rummer gode eller dårlige varsler for en persons eller en kulturs fremtid. I GT er Josef ansat som drømmetyder hos den egyptiske farao, og da denne drømmer om syv fede køer og siden om syv magre køer, udlægger Josef det som symboler for henholdsvis en frugtbar periode og en periode med hungersnød (1. Mos. 40-41). Josef råder derfor egypterkongen til at gemme korn til de magre år, og mens alle andre folk lider, har egypterne det fint takket være drømmetydningen. Josefs far, Jakob, har en markant drøm (1. Mos. 28, 12), hvor Jahve meddeler sig direkte: “I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen”. Denne drøm åbner så at sige himlen, og Jakob tolker den som tegn på, at det sted, hvor han sov, skal være et helligsted, Betel, “Guds Hus”.

Ofte bruges drømme i indvielsesceremonier, ved inkubationsorakler og som religiøse oplevelser i almindelighed. Ved lægeguden Asklepios' tempel i Epidauros overnattede de syge pilgrimme i templet, med det formål at de i drømme skulle møde Asklepios, og ud fra drømmen tydede læger derefter sygdommens art. Hos prærieindianerne er den såkaldte visionssøgning central. En person, der skal indvies, skal udsættes for voldsom askese og isolation, indtil drømme og visioner bliver lige så vigtige for ham som “virkeligheden”; han kan kontakte “den anden verden”, møde buffaloens urvæsen osv. Hos Australiens indfødte var der en forestilling om en “drømmetid” (dreamtime), en urtid med skabelse af landskaber, dyr og mennesker. Forestillingen er bl.a. brugt i Bruce Chatwins bog Drømmespor, 1988.

I det gamle Norden tydedes drømme som skæbneangivende. I eddadigtet “Balders Drømme” kæmper selv Odin og næsten hele universet forgæves mod Balders drøm, der viser, at han skal rammes af en mistelten og ende i Hel. I de islandske sagaer er det et gennemgående træk, at tydningen af en drøm i begyndelsen af fortællingen viser sig at holde stik og rumme hele fortællingens skæbnesvangre forløb.

I folketroen er det også karakteristisk at tage varsler af drømme. Genstande i drømme oversættes håndfast: En drøm om at miste sine tænder handler om et kommende dødsfald. Folkeeventyr kan siges at minde meget om drømme: De foregår uden for tid og rum, de rummer faste, arketypiske figurer og handlingsforløb, og de fortæller i symbolsk form om en udviklingsproces. Som i drømme foregår der mærkelige, overnaturlige, tilsyneladende usammenhængende og ulogiske ting.

I psykoanalysen er et hovedværk Freuds Drømmetydning, 1900. Freud kaldte drømme for “kongevejen til det ubevidste i sjælelivet”. Han mente, at de repræsenterer ønskeopfyldelser, og at de ofte er fulde af seksuelle symboler. For hans elev, Jung, var det centrale i drømmene deres kreative resurser og deres symbolsprog, som i de såkaldte arketyper havde forbindelse helt ned i det kollektive ubevidste, en slags fællesmenneskelige symboler. Jung var også inspireret af astrologi, af Østens drømmeforestillinger, bl.a. den klassiske kinesiske orakelbog Yi-jing.

Naturligvis spiller drømme også en stor rolle i moderne litteratur og billedkunst. Inden for surrealismen udvikledes en metode, den såkaldte automatskrift, hvor en digter skrev sine drømme ned, straks han vågnede, i rablende kaskader og kaotiske symboler, ud fra den tanke, at drømme også var “kongevejen” til digtekunstens dybder. Man brugte frie associationer, de direkte bevidsthedsstrømme i den teknik, som kaldes stream of consciousness. I surrealistisk billedkunst møder man det poetiske drømmeunivers hos Chagall, mareridtenes verden hos Dali og det ejendommeligt sammenstillede, absurde univers hos Magritte. Det absurde element er også dominerende hos to moderne digtere, der har udnyttet deres drømme: Franz Kafkas mareridtsprægede fortællinger, hvor personerne opfører sig som filtreret gennem drømme, og Villy Sørensen, hvis “sære” og “ufarlige” historier fra 1950'erne er en slags moderne eventyr, ofte også med mytiske træk, men set gennem modernismens troldspejl og med Freud og især Jung som teoretisk bagage.

Blandt de overførte udtryk er de fleste om drømme som noget behageligt eller illusorisk: Man kan “dagdrømme”; han er “enhver svigermors drøm”, bilen kan køre “som en drøm”, parret “fulgtes ad ind i drømmeland”, “drømmeslottet” sank i grus, at ligge på en “drømmeseng”. Dog trækker begrebet “mareridt” i den dystre retning; oprindelig ud fra folketroens fabelvæsen maren, der kunne ride en om natten.

Litt.: Ole Vedfelt, Drømmenes dimensioner, 5. udg., 2007. Artiklen om drøm i bd. 5, s. 262-67 og Supplement 1, s. 186-88 af Den Store Danske Encyklopædi.

Se også fantasi og vision.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig