Kærlighed, symboliseres ved bl.a. følgende fænomener: hjerte, blod og hjerteblod, rose, pil, ild og lys, en drik (“Kærlighed og kildevand”), forår og sommer, og ved mytologiseringer, fx Caritas og Amor / Eros. Kærlighed er et grundfænomen i tilværelsen, en suveræn livsytring (udtrykket stammer fra K.E. Løgstrup), der viser sig spontant som en gave. Kærligheden er der som det første, og modsætningerne, fx had og jalousi, er højst snyltere på den. Kærligheden er ikke ens egen skyld og kan derfor ikke kvalificere det enkelte menneske, men netop hele tilværelsen i dens grund.

Kærligheden har forskellige former: til en enkelt, Den Eneste Ene, til ens børn, familie, venner, land eller til alle. Den kan være kærlighed til Gud eller Guds kærlighed. Den kan være seksuel (“dyrisk”) og / eller åndelig, følelsesmæssig. Den kan være forelskelsens beruselse eller samlivets lange forløb. Den kan være næstekærlighed eller næste kærlighed. Den kan, som Paulus skriver i “Kærlighedens Højsang”, 1. Kor. 13, være større end endog tro og håb.

Fra antikken stammer nogle personificeringer af kærligheden: gud Amor (latin: kærlighed, også kaldt Cupido) eller Eros (græsk: kærlighed), søn af kærlighedsgudinden Afrodite / Venus og krigsguden Ares / Mars; i kunsthistorien og i folketro og litteratur er Amor og amorinerne små vingede drengebørn, der med deres pile forhekser deres ofres hjerter (som det fx skildres i H.C. Andersens eventyr “Den uartige Dreng”, 1835). Den åndelige kærlighed har sin romerske personifikation i gudinden Caritas.

I romeren Apulejus' roman Det gyldne Æsel fra 100-tallet e.Kr. fortælles et eventyr om Amor og Psyche (græsk: sjæl); Amor er elskovsguden, Psyche en jordisk prinsesse. De elsker hinanden, men må ikke få hinanden, men alt ender dog i fryd og gammen med bryllup. Det norske folkeeventyr “Prins Hvidbjørn” er påvirket af den romerske fortælling. I denne sammenhæng er det væsentligste, at “Amor og Psyche” kan tolkes platonisk. I græsk filosofi er eros menneskets sjælelige længsel efter det guddommelige; det enkelte menneskes sjæl hører hjemme i himlen eller det overjordiske, smeltet sammen med en tvillingesjæl, og ved fødslen fængsles sjælen i et jordisk og forgængeligt legeme. Sjælen længes hele tiden efter at udfries og vende tilbage til det overjordiske.

I jordeplanet jager sjælen sin anden sjælshalvdel, der ligeledes er inkarneret i et legeme af modsat køn (normalt); disse sjæle er hinandens “Eneste Ene”. Men endegyldigt vil de først forenes i og efter døden. Den erotiske, rent sjælelige længsel er altså udpræget dualistisk og “verdensfjern” og har haft enorm betydning for tolkningen af tilværelsen og for en strøm af litteratur, bl.a. i romantikken. En grundtekst er Platons Symposion, der bl.a. spiller en stor rolle for to nøgleværker i dansk erotisk litteratur: Søren Kierkegaards “Forførerens Dagbog”, 1843 og “In vino veritas”, 1845. I dansk sammenhæng kan nævnes Staffeldts digt “Liljen og Dugdraaben” (se dug) og Chr. Winthers digte Til Een, 1843ff, hvis centrale metafor er “Kjærlighedens Blomsterrige” (se rose). Dansk digtning med kærlighedsmotiver er naturligvis utallige, men nævnes skal nogle digtere, for hvem det erotiske virkelig har været drivkraften – og deres religion: Emil Aarestrup, Sophus Claussen, Jens August Schade og Henrik Nordbrandt.

I en idéhistorisk og religiøs sammenhæng er eros blevet stillet op som kontrastbegreb til agape (græsk: kærlighed). Eros tolkes som selvfrelse, sjælens udfrielse af verden, mens agape er Guds kærlighed til mennesket, som strømmer videre ud til medmenneskene som næstekærlighed og ses i sit store format i Kristus, Guds Søn, som mennesket Jesus. Det er den svenske teolog Anders Nygren, der i Den kristna kärlekstanken genom tiderna. Eros och agape, 1936 (delvist udgivet på dansk 1965), har udfoldet dette tema. I Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, 1847, står der: “I at elske er der ikke kun tale om to størrelser – de to, der elsker hinanden – men der er tillige og først tale om den kærlighed i kraft af hvilken de elsker hinanden. Kærligheden er til, før nogen elsker, for kærligheden er forudsætningen.”

Kærlighed fra gud til mennesker ses også i den indiske bhakti-religiøsitet, knyttet til guden Krishnas kærlighed til hyrdepiger. Hyrdescener er et af de steder, hvor kærlighedsdigtningen har blomstret, bl.a. med udgangspunkt i “Højsangen” fra GT, der er stærkt sanselige digte om bryllup, relation mellem Jahve og Israel, Gud og mennesker; “Højsangen” kan også siges at aftegne en udbredt opfattelse i frugtbarhedsreligioner verden over: at frugtbarheden skabes gennem et helligt bryllup mellem guden i himlen og gudinden på Jorden. En anden udtryksform findes i middelalderens troubadourdigtning, hvor følelserne er i centrum, og – som det også kendes i fx folkeviser og sagaer – kan stå i konflikt med samtidens fornufts- og kontraktforhold i ægteskab. Konflikten ses i vor tid på ny i det danske samfund: Mens det er en dybt indpodet holdning i dansk kultur, at ægteskab eller dybe relationer bygger på kærlighed, er det blandt grupper af “nydanskere”, bl.a. pakistanske muslimer, praksis at bygge på kontrakt mellem familier. Så skal kærligheden nok komme hen ad vejen, som man sagde i gamle dage. Ellers “skal du få kærligheden at føle”.

Som et grundfænomen i følelseslivet afstedkommer kærlighed både stor glæde, lykke, beruselse, men også sorg og fortvivlelse og smerte. Hjerte rimer på smerte, roser har torne, liljen mister sine blade. For Freud havde eros sin modsætning i thanatos, døds- og destruktionsdriften. Andre vil mene, at “kærligheden besejrer alt” (amor omnia vincit), også døden.

Jesus sagde: “Elsk din næste som dig selv”. Man skal altså også elske sig selv. Det er der nogle, der tager så bogstaveligt, at det bliver deres livs ét og alt. Resultatet bliver en bundløs egoisme. Et andet resultat – af digteres forelskelse i forelskelsen (Man bliver ikke digter af den, man får, men af den, man ikke får, skriver Kierkegaard) – er blevet en strøm af ofte fremragende digtning, bygget på gigantiske sublimeringer af det erotiske; centrale eksempler er Johannes Ewalds forhold til Arendse og Søren Kierkegaards til Regine. Også pennen kan være et fallossymbol.

“There is no justice in love, no proportion in it, and there need not be, because in any specific instance it is only a glimpse or parable of an embracing, incomprehensible reality. It makes no sense at all because it is the eternal breaking in on the temporal”. (Mari lynne Robinson, Gilead, 2004).

Litt.: essayet “kærlighed” i Den Store Danske Encyklopædi, 11, s. 469-74 (af Thomas Bredsdorff). Erich Fromm, Kunsten at elske, 1956. Jens Hougaard, Romantisk kærlighed, 1-5, 2008.

Se også Caritas, dualisme, sjæl og legeme, mand og kvinde, seksualitet, rose, ild, lys, pil, hjerte, blod, bryllup, Venus og Don Juan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig