lugt

lugt, er det neutrale ord for lugteorganets, primært næsens, sansning. Noget kan lugte dårligt eller godt (vellugt). Hvordan denne symbolske inddeling i godt og dårligt er opstået, er svært at forklare. En del er vel rent biologisk-instinktivt, fx for at undgå fordærvet mad eller for at blive tiltrukket af en seksualpartner. Men hvorfor lugter fx parfume eller en rose godt, så godt at man dufter til dem, eller vinen så godt, at man fortrylles af dens bouquet, eller kaffen så godt, at dens aroma er himmelsk? Og hvorfor lugter fx gammel ost, fisk, sure tæer og en prut så dårligt, at det kaldes stank, odeur, dunst, fims, hørm eller møf?

Store sansemennesker, fx en række digtere, har ofte duft/lugt/stank eller smag som udgangspunkt for fx en erindrings eller beskrivelses styrke. I naturalismens periode, hvor man bl.a. dyrkede krast realistiske skildringer, den såkaldte styggerealisme, ses et markant eksempel på denne type sansning: En naturalist skrev, at han beundrede den “superbe Stank” i en byskildring hos Zola; det superbe ligger i, at stanken er et led i virkeligheden, ikke blot den romantiske duft eller vellugt. I Erik Fosnes Hansens roman Løvekvinden, 2006, formår forfatteren meget intenst at skildre den menneskelige vanskabning, Evas, katteagtigt udviklede sansninger af lugte; da hun også er et intelligent og velskrivende menneske, kan hun gengive sansningers kraft, som ellers kun findes – ubevidst – hos de umælende dyr.

Guder kan være så antropomorfistisk skildret, at de velbehageligt kan indsnuse den liflige duft af røgen fra offerdyr, der stiger som en søjle mod himlen. Eksemplerne i GT er talrige, bl.a. 3. Mos. 1, 17.

Overført kan lugt(e) fx bruges i “lugten i bageriet” (atmosfære, forhold), “det lugter langt væk” (ubehageligt, lusket), “lugte blod” og “lugte lunten”.

Artiklen lugt er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk