nøgenhed

Nøgenhed, symboliserer oprindelighed, nyfødthed, paradistilstand, uskyld, frigjorthed, naturlighed, primitivitet, seksualitet, utilsløret sandhed (“den nøgne sandhed”), forsagelse og askese. I Edens Have var Adam og Eva nøgne, uskyldige som de andre dyr – og som børn; de var i den rene naturtilstand (latin: in puris naturalibus). Ved syndefaldet dækkede de kønsdelene med figenblade, og efter uddrivelsen af paradis var de iklædt egentligt tøj. I mange riter gennemspilles paradismyten og kaoskosmos; den indviedes nøgenhed symboliserer at blive som et lille barn eller et foster på ny og at blive født igen. I naturismen eller nudismen lægges der vægt på det naturlige, fordomsfri, hele kroppen og hos begge køn og sammen. Men nøgenhed kan også opfattes som syndig og skamløs, og som seksuel frigjorthed, en frigjorthed, der fx sås i kølvandet på 68-oprøret, vandt alment indpas i de nordlige dele af Vesten og bl.a. viste sig i den topløse mode og nøgenbadning; men som også mødte modstand, fx i puritansk-religiøse kredse. Til gengæld er det i billedkunst almindeligt at bruge nøgenmodeller, sommetider dog med snerpede begrænsninger. Nøgenhed i billedkunst kan fx være fremstillinger af guddomme eller ideer af abstrakt-generel art, bl.a. Renheden, Skønheden, Helten, Sejrsgudinden.

I litteraturen bruges nøgenhed også om det nye, barnlige, ægte, fx i skildringen af den socialistiske revolution i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, 1906-10: “proletaren – altså mennesket selv – der nøgen, kun udstyret med sundhed og appetit melder sig i livets sold”, og i Gustaf Munch-Petersens vitalistiske digtsamling det nøgne menneske, 1932, med udsagn som: “vi nøgenhedens legionærer / vi vil underlægge os jorden / og udlevere menneskene til livet”.

Et gængs litterært-billedkunstnerisk motiv er “Susanne i badet”, oprindelig bibelsk, men bredere brugt om mænds beluring af nøgen kvindelig skønhed. I kristen billedkunst kan nøgenhed både betyde askese, martyrdom og fattigdom (jævnfør også betydningen af barfodethed), og skamløs sanselighed af hedensk eller djævelsk art.

Tarzan er en klassisk figur, der tematiserer modsætningen mellem natur og kultur. Han er et næsten sprogløst menneske, der lever blandt aber. Men en helt nøgen abe er han ikke; han er iklædt et lændeklæde, der ligner badebukser, ligesom Janes tøjstump ligner en badedragt; meget passende var en af de filmskuespillere, der spillede Tarzan, Johnny Weissmuller, guldmedaljevinder ved OL i svømning. Det vakte furore, da den sorte entertainer Josephine Baker i 1926 optrådte i en “dragt”, der udelukkende var et bananskørt; hendes nøgenhed blev enten tolket som eksempel på velsignet frigjorthed og sensualisme eller som den sorte races abeagtige dyriskhed og primitivitet, førende ungdommen i moralsk fordærv.

Se også natur og tøj.