sjæl og legeme

Sjæl og legeme, et begrebspar, der kan tolkes som to dele af en enhed eller som modsætninger. I fx jødedomkristendom er der tale om en enhed.

Det udtrykkes fx i, at et menneske som totalitet, som personlighed, jeg, kan kaldes en “sjæl” i GT (“Min sjæl, lov Herren”), en betegnelse der er blevet misforstået og tolket dualistisk. Og i, at den kristne opstandelsestanke rummer en forening af sjæl og legeme, er begge dele, fx kan der tales om “kødets opstandelse” og et “herlighedslegeme” i forbindelse med livet efter døden.

Men den kristne tanke er i høj grad blevet påvirket af dualistiske strømninger op gennem den europæiske idehistorie. Fra græsk filosofi (idealisme, platonisme), og med paralleller i indisk filosofi og religion, stammer spaltningen af mennesket i en evig sjæl og et forgængeligt legeme. Sjælen hører til i det himmelske, og ved fødslen emanerer (nedstiger) den til det jordiske plan og iklædes et legeme. Sjælen består af to dele, en mandlig og kvindelig del, og disse søger nu hinanden nede på jorden samtidig med, at de længes (eros) efter at remanere (opstige) til det høje, evige himmelplan, ideernes rige. Legemet er som et fængsel for sjælen, og den fyldes af længsel, et rimpar som er hyppigt i romantikkens periode, fx i digte af Schack Staffeldt (se dug, lilje). Længslen viser sig i jordeplanet i sjælelige fænomener som forelskelse og kærlighed, naturdyrkelse, religion og kunst, men opfyldes først rigtigt ved døden, der så samtidig bliver ophav til stadigt nye nedstigninger og inkarnationer (sjælevandring, reinkarnation, indisk: samsara).

I dualismen er eros ejendommeligt spaltet, dobbelt (titlen på en undersøgelse af temaet i romantiske tekster af Sven Møller Kristensen er meget passende Den dobbelte eros, 1966). Mennesket (manden!) er fuldt af eros; den retter sig i første omgang mod den skønne eneste ene, men i virkeligheden ikke som konkret person, snarere forskudt opad, sublimeret til følelser og autoerotik, forelskelse i det skønne som sådant. Litteraturen og kunsten i det hele taget er fuld af sådanne forskydninger, hvor det bedste, der kan ske, næsten er, hvis man ikke får den konkrete pige, men må “nøjes med” den forskudte længsel, for den kan der skabes kunst på.

Perioder dyrker det sjælelige intenst. Nævnes kan især romantikken og symbolismen; symbolismen kaldes også “det sjælelige gennembrud”. Disse perioder understreger bl.a. den besjælede natur, den sjælelige korrespondens mellem jeg og omverden. Andre perioder understreger det “legemlige”, realistiske, fx naturalismen. Historien kan synes at bevæge sig i stadige varianter af hhv. det sjælelige, metafysiske og det legemlige, materialistiske.

Ny hjerneforskning påviser, at der ingen sjæl findes. Sjælen er “blot” hjernens kemiske stoffer og elektriske signaler. Sjælens evighed og Gud er kun gøglebilleder og hjernespind. Det fremgår bl.a. af interview i Lone Franks bog om hjernen, Den femte revolution, 2007. Andre, mere religiøst orienterede, forskere mener dog, at “hjernen ikke er det samme som bevidsthed. Den er blot et organ, der gør det muligt for sindet at forbinde sig med resten af verden” (Mario Beauregard om neurologisk undersøgelse af mystikere).

“En sund sjæl i et sundt legeme” er en talemåde om sundhed som en forening af det fysiske og det psykiske. Man kan “krænge sin sjæl ud”, dvs. vise sit inderste; og “øjnene er sjælens spejl”, viser de inderste følelser i en person. “Body and Soul” hedder en smuk jazzballade, hvor der er godt med “sjæl” i, følelse, “blå” stemning. En “sjæler” er en sentimental melodi, som fx afslutter et bal, hvor lyset dæmpes, og parrene “sjæler”, dvs. søger sammen i langsom kinddans, der gerne må vare evigt.

Et leksikon om bl.a. spiritualisme og New Age hedder direkte Sjælens leksikon, af Donald Watson, 1991, dansk 1993.

Litt.: Thomas Bredsdorff, Dansk litteratur set fra månen. Om sjælen i digtningen, 2006. Essayet “sjæl” af Søren Harnow Klausen i Den Store Danske Encyklopædi, 17, 2000, s. 229-234.

Se også ånd, dualisme, krop, virkelighed, symbolisme, hjerne og modsætninger.