Skelet, symboliserer – i lighed med kranium, kranium, segl, le, timeglas og knokkelmand – død og forkrænkelighed, er memento mori. Døden fremstilles ofte som et skelet med en le. Skeletter i dansegrupper (den såkaldte danse macabre) eller i elskovsscener er fx satirisk modstykke til løssluppenhed under karneval. I kapucinermunkenes kirke i Rom fremvises en ganske særlig makaber memento mori: skeletter eller skeletdele som kunstfærdig blomsterdekoration; stedet bruges i H.C. Andersens roman Improvisatoren, 1835, hvor den unge Antonio får sit Livs gys; gys – og eventuelt forargelse – kan stadig opnås. Skeletter på kirkegårde ved nattetide udnyttes som motiv i den såkaldte gåsehudsromantik, som bl.a. Adam Oehlenschläger – med ironisk distance – udnyttede i “Sanct Hansaften-Spil”, 1803.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.