slag og spark

Slag og spark, kan have to grundbetydninger: enten at straffe (fx med hånden – en lussing eller ørefigen – eller med redskab, fx en stok, et spanskrør) eller besejre eller skade i kamp, eller ærefuldt eller kammeratligt (at få “ridderslaget”, at “slå på skulderen” eller sparke gemytligt i enden). En række pubertetsriter har som et træk at kunne udholde en pine, fx slag; en rest ses i katolsk firmelse, hvor konfirmanden modtager en “kindhest”. I en del sportsgrene er slag og spark tilladte inden for et regelsæt, bl.a. ikke at “slå under bæltestedet”, fx i boksning og karate; man taler simpelthen om kampsport, ofte inspireret af ritualiseret praksis i det fjerne Østen. Inden for zenbuddhismen slår mesteren sommetider den mediterende discipel på den øverste del af ryggen med en træstav; pludseligheden i det uventede slag skal skabe åbninger til meditative tilstande.

Et slagsmål – også i overført forstand – kan udvikle sig til et helt “Bråvalla-slag”, oprindelig om et slag på sletten Brávellir i Sverige i nordisk sagntid. Man kan “få sparket”, dvs. blive afskediget. “Et hårdt slag” forringer ens situation, og et “slagtilfælde” endnu mere. “Slagmark”, “slagplan” og “sænke slagskibe”, oprindelig militære udtryk, bruges også overført, sidstnævnte om en gætteleg. Man kan sparke til bolden i fodbold, fx målspark, men at “sparke ind” kan også bruges i forbindelse med en diskussion.