SPYT Fodboldens verden rummer andre berømte spyttescener end den, der omtales i artiklen. Her spytter den hollandske stjerne Frank Rijkaard således efter den tyske Rudi Völler under ottendelsfinalen i VM i Italien mellem Tyskland og Holland i 1990. Kampen sluttede 2-1 til Tyskland, der endte som verdensmestre.

.

Spyt, kan bruges magisk, fx betyder det i folketroen held at spytte inden noget nyt, men spyt kan også bruges til at skade med eller vise sin foragt for. Ifølge Johs. 9,6 helbreder Jesus en blindfødt ved at smøre dynd, dvs. jord blandet med sit spyt, på den blindes øjne. I nordisk mytologi opstår den vise skikkelse Kvaser ved, at aserne og vanerne ved fredsslutningen spyttede i et kar, og af hans blod blandet med honning skabtes skjaldemjøden, dvs. digtekunstens væske. Det skabende i spyttet ses også i myten om koen Aud-humbla, der slikkede det første væsen, jætten Ymer, frem af de salte sten.

I andre sammenhænge er at blive spyttet på, især i ansigtet, noget af det mest nedværdigende, man kan blive udsat for, fx siger Job om sin usle situation (Jobs Bog 17,6): “Han har gjort mig til spot og spe blandt folk, / jeg er blevet én, man spytter i ansigtet”. En nutidig skærmydsel var, da fodboldspilleren Christian Poulsen blev spyttet på af den “italienske lama” Totti (også kaldt “Spotti”) under en landskamp. En kostelig scene i Palle Fischers roman Den store Badedag, 1980, og i Erik Clausens filmatisering, 1991, er, da fortællerens storskrydende fantast af en far vil vise sig for sin søn ved i zoo at spytte på den forundrede lama (!), hvorefter han fluks bliver smidt ud af haven af en opsynsmand.

Selve ordet spyt er vel lydefterlignende og minder om ord som “spot”, “spe”; på svensk hedder spyt “spott”. I gamle dage var brugen af spyttebakker med sand i udbredt, bl.a. fordi folk tyggede skråtobak. I fastemåneden ramadan må muslimer i princippet end ikke sluge deres eget spyt under dagtimernes spiseforbud.

En række overførte udtryk med spyt: “at spytte ud” kan betyde “udsende eller udtale hurtigt”, “at spytte i næverne” at “tage hårdt fat”, “at spytte i kassen” at “give penge til”; en “spytslikker” er en slesk person; “at søbe den kål man selv har spyttet i” at måtte “acceptere noget, man før har forkastet”. At spytte langspyt er en slags drengeeller manddomsprøve for, hvem der kan spytte længst. En række milde og grove varianter af ordet spyt findes i fx “tænderne løber i vand” ved synet af lækker mad; at “blande mundvand” sker under et vådt kys og “at hælde mundvand” ud kan man fx gøre ved at tømme et blæseinstrument for spyt; blandet med snot og med lyd på kan man fx “harke” (særlig markant: aflevere en “grønharker”); blandet med slim kan man “have tudser i halsen” og udsende en “spytklat”.

Se også krop.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig