Sår, kan dels være konkret-fysisk, forårsaget af fx slag eller våben, dels overført, fx et psykisk sår (på græsk hedder sår trauma, heraf det psykoanalytiske grundbegreb et traume), eller brugt kollektivt-symbolsk, som det fx ses i Herman Bangs roman Tine, 1889, der skildrer krigen i 1864 som et nationalt traume, “Saarfeberen fra Dybbøl”, et udtryk Bang bruger i en anden roman, Stuk, 1887. “At blive såret” kan også bruges overført, om at blive fornærmet eller ked af det. “At rippe (eller rive) op i et gammelt sår” er en talemåde, der stammer fra Vergils Æneiden, og som har sin modsætning i en anden talemåde: “tiden læger alle sår”.

Sår hænger sammen med lidelse og blod; i kristen tradition forbindes det især med Jesu korsfæstelse. I nogle kristne retninger udvikles der en særegen blod- eller sårteologi, hvor Jesu sår tolkes som frelsende nadvervin, en slags åndelig modermælk.

I de islandske sagaer er der kostelige og grovkornede skildringer af, hvordan helte udholder smertelige sår og helt ind i døden har stoiske og smukt allittererende skjaldekvad på læben.

Ernest Hemingways alter ego Nick Adams oplever i en central novelle, “Indianerlejren”, et af sine grundtraumer: Han overværer en indianerkvindes død i barselsseng og samtidig, at hendes mand skærer sin hals over fra øre til øre. Hemingways forfatterskab – og liv – myldrer med konkrete og symbolske sår, fra sår i krige til sår i hele livet, de ulægelige sår. Måske opsøgte han simpelthen sår og sårethed som brændstof for sin kunst, og da kunsten ikke længere lykkedes, skød han sig selv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig