tand

Tand, tænder og deres udskiftninger og forfald kædes sammen med menneskets livsaldre. Fra den første mælketand og frem til den tandløse gamling. De sidste tænder, et menneske får, kaldes – med et glimt i øjet – visdomstænder. Tænder er endvidere forbundet med angreb og forsvar, med skønhed og forfald, livskraft og gendannelse. Det sidstnævnte ses bl.a. i en græsk myte om Kadmos, der grundlagde Theben ved at dræbe en drage og udså dens tænder, der blev omdannet til Thebens første krigere.

Tandpine er en ofte skildret pine i Litteraturen, særlig stærkt beskrevet i H.C. Andersens dagbøger og i hans eventyr “Tante Tandpine”, 1872, hvor tandpinen i nærmest hallucinerede skidringer antager skikkelse som den søde tante Mille, der gav for meget sukkergodt til Studenten. At miste tænder eller kun have tandstumper forbindes i psykoanalysens drømmetydninger med impotens og kastrationsangst. Drømmene kan også bestå i forestillinger om vagina udstyret med lemlæstende sabelkatte eller hajtænder; vagina dentata kendes også fra “primitive” folk i myter om heltes farer, når de skal trænge ind til jordens hemmeligheder gennem snævre huler.

Rovdyr kan have frygtindgydende tandsæt, især de spidse hjørnetænders størrelse kan få en til at gyse. En faretruende situation er det fx, når en hund “viser tænder”. Hekse og troldfolk kan være udstyret med forfaldets og dødens tegn: de uhyggelige tandstumper. Også dæmonafværgere i bl.a. fjernøstlige religioner kan være udstyret med overdimensionerede rovdyrtænder, fx figuren Fudo i japansk buddhisme. En dæmonisk og vampyragtig figur i James Bond-filmene er udstyret med et metaltandsæt, der kan bide sig gennem alt. En ejendommelig pubertetsrite finder sted den dag i dag på Bali, hvor de initierede gennemgår en tandfiling, dvs. får filet hjørnetænderne til. Antropologer har tolket traditionen som et tegn på balinesernes indlysende venlighed, men også på deres apati, deres mangel på “rovdyrets” store følelser, en slags mentalt lavblus.

Det vigtigste relikvie i buddhismen i Sri Lanka er en af Buddhas tænder. Den opbevares – uden at nogen ser den – i Tandens Tempel, Dalada Maligawa, i den gamle hovedstad Kandy. Dagligt passerer tusindvis af pilgrimme dens plads. Under den ti dage lange rite Esala Perehara bæres tanden i sit relikviegemme af den største elefant i en gigantisk procession. Elefanten “er” Buddha.

En række faste udtryk viser tanden som metafor for hele mennesket, fx “blod på tanden”, “trække tænder ud”, være “tandløs”, dvs. kedelig, uden “bid”. “Gebis” kan bruges også om de rigtige tænder, i barnlig form “bisser” (“sikke nogle bisser”). “Gråd og tænders gnidsel” stammer fra Matt. 8, 12, og denne tænderskæren drejer sig om at fortabes, blive smidt ud af “Riget”. Thors to gedebukke havde de næsten usigelige navne Tanngnjostr (tændergnidende) og Tanngn'snir (tænderskærende). Man kan “give den en tand mere”, og noget kan være mærket af “tidens tand”, sidstnævnte rummer en personifikation af tand.

Hvide og velplejede tænder, vist i store smil, siddende som en perlerække, er et stærkt – også seksuelt ladet – tegn. De forlorne tænder, der i tidligere tid var standard for ældre mennesker og lå uhyggeligt skinnende i et vandglas natten igennem på køkkenbord eller badeværelse, var derimod et dødens tegn. En traumatisk situation spiller en stor rolle i P.O. Enquists skuespil om H.C. Andersen og ægteparret Heiberg, Fra regnormenes liv, 1981, hvor Andersen har læst op for kongehuset, men tabt sit gebis derunder.

Tandlægernes skytshelgen er den hellige Apollonia, der mistede sine tænder under sit martyrium; ikonografisk er hun udstyret med en tang! elfenben, mund, læbe.