temperamenter

Temperamenter, i den klassiske lære om de fire elementer opstilles fire tilsvarende temperamenter, grundstemninger, sindstilstande eller følelser i mennesket: det flegmatiske, koleriske, sangvinske og melankolske. Mennesket er af- eller neddæmpet og sindigt, hidsigt og heftigt, blodfyldt og optimistisk, tungsindigt og sortsynet. Temperamentum betyder “den rette blanding”, underforstået at mennesket ideelt set skal holde de fire følelser i balance. Man kan kun opfatte de fire temperamenter som en model, et forsøg på systematisering og symboldannelse; men de fire begreber har holdt sig netop som symboler og er bl.a. blevet udfoldet i kunsten. Fx har Carl Nielsen skabt sin symfoni nr. 2 over De Fire Temperamenter, 1901-02. Adam Oehlenschläger har skrevet om “Natur-Temperamenter”, John Keats en “Ode on Melancholy” og Klaus Rifbjerg en kronik om melankoli som en tilstand med mange vidunderlige mellemstemninger, en “fløjlsfølelse”. Digtere har til forskellige tider dyrket stemninger som Weltschmerz, spleen, sentimentalitet, nostalgi, den blå time, blues, interessante mellemstemninger, sommetider som manér eller rollespil. Stor digter skal have stor smerte, som der står i H.C. Andersens “Tante Tandpine”. Andre har dyrket ekstasen, rusen, dionysisk vildskab, henrykkelsen eller glæden og engagementet.

Som eksempel på “orientalsk” melankoli skal nævnes det tyrkiske grundbegreb i Orhan Pamuks erindringsbog Istanbul, 2003, hüzün, en sindstilstand, der bl.a. er dybt påvirket af Istanbuls forfald, og som han kalder en hel bys “mørke sindsstemning” eller “tristesse”. Pamuk sammenligner fx med Claude Lévi-Strauss' bog Tristes Tropiques og finder en væsensforskel: Den tropiske tristesse er set udefra, en vesterlænding der ser en frønnet, forfalden tropeby, hvis forfald han som tidligere koloniherre selv er skyld i, mens hüzün er set indefra af en person, der i sanserne fatter, at Istanbul aldrig skal blive “sig selv” igen, så selv drømmene derom er ligegyldige.

Søren Kierkegaards skildring af Æstetikeren i Enten-Eller, 1843, er et dybsindigt spleen-portræt; Æstetikeren veksler mellem nydelse og livslede. En vekslen mellem stemninger og ambivalente holdninger hører bl.a. puberteten til. I sygelig form kan der være en vekslen mellem depressive og maniske sindstilstande (“himmelhøjt jublende, til døden bedrøvet”, skrev Goethe). Andre modsætninger er fx den introverte over for den ekstroverte type, den aggressive over for den passivt-føjelige. Nogle opstiller en markant forskel på kønnene; disse forskelle skyldes i hvert fald delvist de roller, man traditionelt har tillagt mand og kvinde. Endelig kan man, lidt klichepræget, opstille en forskel, som skyldes klimatiske forhold, mellem den nordlige, mørkttonede, melankolske, skyldbetyngede karakter og Sydens sorgløse, spontane og sensuelle.