tvilling

Tvilling, i mange religioners myter optræder der et ur-tvillingepar. Særlig kendt er den romerske fortælling om de ulvefødte Romulus og Remus, hvori Romulus slår Remus ihjel. Det er muligt at tolke den som en variant af det kosmogoniske uroffer, hvor fx nordiske Ymer og indiske Purusha avler med sig selv og parteres og danner verdens struktur. En modsætning ses også i zarathustrismens par Spenta Mainyu og Angra Mainyu, der repræsenterer hhv. det onde og det gode. I GT er Isak og Rebekkas sønner Jakob og Esau så stridbare, at de allerede kæmper med hinanden i deres moders liv! og siden kommer de i konflikt om førstefødselsretten, 1. Mos. 25,19ff. Skønt Adam og Evas to sønner Kain og Abel ikke er tvillinger, ses der også her en tvillingeagtig konflikt. Religionshistorikeren M. Eliade taler om en coincidentia oppositorum (modsætningernes møde) som karakteristisk for struktureringen af myter og riter.

Der er dog også flere eksempler på, at tvillinger nærmest er identiske. Det gælder fx det antikke par, Castor og Pollux, i nogle myter sønner af Zeus/ Jupiter og med tilnavnet dioskurerne, “gudesønner”, og i Indien vedatidens helt uadskillelige par ashvinerne. Castor og Pollux er også navnet på to stjerner i stjernebilledet Tvillingerne (Gemini).

Er der tale om et bror-søster-tvillingepar, bliver frugtbarheden ofte et tema, fx mht. søskendeparret Frej og Freja, der (bl.a.) elsker hinanden. Sol og Måne kan være tokønnede tvillinger i nogle myter, eventuelt også Dag og Nat. I Grimms eventyr “De to brødre” er det forskellen mellem tvillingerne, den ene fattig og god, den anden rig og ondsindet, der spilles på, og de bliver vældige konkurrenter.

I Leif Panduros roman De uanstændige, 1960, belyser titlen det antiborgerlige tvillingepar Mick og Topsy, der bryder alle normer, bl.a. incesttabuet; som Frej og Freja elsker de (bl.a.) hinanden. Villy Sørensen har to fortællinger om tvillinger: “De to tvillinger”, 1953, der begge hedder Otto, og det både forfra og bagfra, og som ingen kan kende forskel på; og den dybsindige spaltningshistorie “Duo”, 1955, hvor et siamesisk tvillingepar opereres fra hinanden; oprindelig har de heddet Duo, men nu bliver de kaldt “Du” og “O” (nul!), og den ene er så forfærdelig, at ingen tør se den/ham, skønt han i virkeligheden er identisk med den anden. Tvillingemotivet er væsentligt i Ib Michaels forfatterskab, bl.a. i romanen Blå bror, 2006; den “blå bror” er hovedpersonens tvillingbror, der blev kvalt i navlestrengen under fødslen, en fantasifigur han kan trække frem, når det er nødvendigt.

På en måde har alle en tvilling i sig selv: samvittigheden, den indre stemme. Eller snarere et par: overjegets og det ubevidstes stadige kamp om og balancegang i forhold til jeget. Og et overvældende antal fiktive værker belyser “i virkeligheden”, ved hjælp af spejlings- og modsætningsfigurer, disse indre, psykiske forhold.

Se også tvekønnet, androgyn, hermafrodit, broder og søster, dualisme og modsætninger.