ånd, ånde

Ånd, ånde, På en række sprog hænger ånd og ånde(dræt) sammen, fx dansk, latin, hebraisk og de klassiske indiske. I den bibelske skabelsesberetning blæser Gud ånde og dermed ånd, liv, ind i verden, skaber ved ord. Ordet inspiration kommer af latin og betyder at indblæse, at ånde ånd (jævnfør udtrykket “Ånden kom over ham” om kunstnerisk inspiration). At trække vejret er et tegn på liv, foregår som en stadig vekslen mellem ind- og udånding. Men at udånde kan også betyde at dø (også kaldt at opgive ånden), ud fra den iagttagelse, at når en person ikke længere trækker vejret, er vedkommende død, åndløs. Åndløs kan også bruges om det idéforladte i modsætning til det åndfulde eller beåndede. Åndeløs betyder derimod, at man holder vejret – momentant – pga. spænding m.v. Det engelske ord spirit betyder ånd, men også fx liv, humør og spiritus. Det latinske ord for ånd er netop spiritus.

Også på sanskrit og pali er der sammenhæng mellem ånd og ånde. Begrebet atman står i sammenhæng med tilværelsens grundprincip brahman, er som mikrokosmos over for makrokosmos. Atman kan forsøgsvis oversættes som det enkelte individs ånd, og ordet er i familie med fx det tyske ord for ånde, atmen. I indisk religiøs praksis er yoga væsentlig, og en central metode, også i meditation generelt, er åndedrætsøvelser, at kunne beherske ind- og udåndingen, for at nå frem til oplevelser af tilværelsens helhed og grundstruktur.

Det er en udbredt opfattelse blandt især fundamentalistiske kristne, at Bibelen ned til den mindste tøddel er verbalinspireret, at den ord for ord er opstået som Guds ånde, indblæst i profeter m.v. For muslimer er Koranen Allahs Ord, modtaget af profeten Muhammed.

Ånd er ikke nødvendigvis det samme som sjæl, men noget større, mere altomfattende, som det særlig tydeligt ses i Helligånden, Gud som åndelig kraft virkende også i nutiden. Traditionelt opfattet består mennesket af sjæl og legeme, og ånd er så den altomfattende kraft i verden. I Bibelen findes også en skelnen mellem kød og ånd, som to modsatrettede tilbøjeligheder i mennesket, fx udtrykt af Jesus i “Ånden er rede (tidligere oversættelse: redebon), men kødet er skrøbeligt”, Matt. 26, 41.

I europæisk kultur har begrebet ånd haft en central placering med romantikken som et særligt højdepunkt. For romantikken omkring 1800 var sammenknytningen af ånd og en panteistisk livsanskuelse karakteristisk, ligesom verden og livet sammenfattedes i en organisme- og identitetstænkning. Naturen er, sagde den tyske filosof Schelling, synlig ånd, og ånd usynlig natur. Det guddommelige findes i det største og i det mindste, “i Sole, i Violer”, som det hedder i Oehlenschlägers digt “Guldhornene”, 1803. Romantikkens naturvidenskab forudsætter også denne sammenhæng, som det fx ses i H.C. Ørsteds bog Aanden i Naturen, 1850-51. Poesiens og videnskabens veje til menneskets bevidsthed om sig selv som ånd er forskellige, således som H.C. Andersen har beskrevet det i sit eventyr “Klokken”, 1845. Filosoffen Hegel talte om den abolutte ånd (tysk Geist), som dynamisk har udfoldet sig i forløbet af verdenshistorien.

Men ånd kan også bruges om ånder, åndevæsener. Mennesket kan blive besat af onde ånder, og shamanen, der netop er åndemaner, dvs. kan bruge hjælpeånder, kan besværge og uddrive disse onde ånder, der fx har vist sig som sygdom. Ved boliger og andre bygninger i Thailand findes meget ofte åndehuse, hvis åndevæsener eller åndekraft, phra phum, beskytter stederne. Disse åndehuse ligner ofte templerne, har en størrelse som et fuglehus ved de private boliger, men kan have gigantisk format ved fx hoteller; til åndehusene bringes der dagligt ofre, bl.a. også for, at ånderne skal være tilfredse med stedet og ikke ønske at komme ind i husene, hvor de kunne forårsage ravage. Også fx porte, haver og marker kan have skytsånder i Thailand. Hos prærieindianerne var tilværelsens centrale princip Wakan Tanka, Den Store Ånd / Det Store Mysterium; i den meget trængte situation i slutningen af 1800-tallet opstod der hos dem en millenaristisk frelsesbevægelse med en såkaldt åndedans, en danseform, hvor man søgte kontakt med Wakan Tanka og havde en messiansk “Fader” kaldt Wowoka. I spiritismen kontakter medier afdøde for at bringe dem i forbindelse med levende slægtninge; her er der tale om en slags tro på spøgelser. I folkeeventyr kan der optræde en ånd i en flaske, fx i Grimms “Ånden i flasken”, en farlig, dæmonisk naturkraft, sommetider nærmest identisk med Fanden.

Spiritualisme, som findes i mange nye bevægelser inden for fx teosofi og New Age, søger at skabe stadig højere bevidsthedstrin ud fra forestillingen om, at virkelighedens kerne er rent åndelig.

Sproglige levn fra romantikken er begreber som åndsvidenskab, -liv, -historie og -retning og tidsånd om humaniora og om filosofiske og livsanskuelsesmæssige strømninger. Man taler om håndens og åndens arbejde, et geni kan kaldes en åndsfyrste. Modsætningen mellem en lovs “bogstav” og en lovs “ånd” stammer fra en formulering af Paulus, hvor han kritiserer brugen af Moseloven i jødisk praksis, 2. Kor. 3, 6.

Se også sjæl og legeme, spøgelse, hjerne, virkelighed og Helligånden.