Symbolleksikon

bjerg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

BJERG Fuji-bjerget er – forståeligt nok – et vigtigt symbol i og på Japan.

bjerg, Det var et magisk øjeblik af stor symbolsk betydning, da verdens højeste bjerg, 8848,6 meter høje Mount Everest, i maj 1953 blev besteget af E. Hillary og Tenzing. Nu var intet længere umuligt, mennesket kunne alt. Og så så man fotografiet af de to små “myrer” på det gigantiske massiv og tænkte omvendt: Naturens kraft og skønhed er så overvældende, og mennesket er blot en lille brik – eller prik – deri. Bjerget er så stort, at det rager helt op i himlen, og dertil når mennesket aldrig.

I mange myter og riter er bjerge mødestedet mellem himmel og jord. Bjerget er verdens midte, det sted, hvor guderne bor, eller hvor åbenbaringsvidner, fx profeter, kontakter det guddommelige, og hvor der opstår riter med pilgrimsruter til bjergets top, traditioner, der ofte udføres den dag i dag. Bjerge tillægges derfor hyppigt helligkvalitet. Men bjerge kan også være det yderste øde, farlige steder, dæmoners opholdssted, og i bjergenes indre kan ifølge folketroen underjordiske folk holde til.

I religioners kosmologi ses det ofte, at et bjerg opfattes som verdens midte i urtiden, et sted, hvor verdens akse fandtes. Et eksempel på det er hinduismens bjerg Meru, der også var vigtige guders himmelbolig. De mytiske bjerge lokaliseres i religionerne til konkrete bjerge og får deres symbolske parallel i store bygningsværker, fx det buddhistiske Borobudur på Java. Høje tempeltårne, fx babylonernes ziggurater (som Babelstårnet i GT er påvirket af), og gotiske kirkespir kan opfattes som kunstige bjerge og er udtryk for menneskets himmellængsel. En sekulariseret version ses i vore dages skyskrabere, som enhver storby med respekt for sig selv bygger.

Som eksempel på bjerge som gudernes tilholdssted kan nævnes Olympos i det antikke Grækenland, Fuji i Japan og Mt. Kenya, kikuyuernes hellige bjerg. Et bjerg som kontaktpunkt mellem gud(er) og mennesker er fx Sinajs bjerg, hvor Moses ifølge 2. Mos. 19ff modtager De Ti Bud og det øvrige lovstof fra Jahve, der er indhyllet i “en tæt sky”, fordi mennesket ikke kan tåle den direkte gudsfremtræden. Det er ikke tilfældigt, at Mattæus lader Jesus forkynde kristendommens centrale budskab i netop “Bjergprædikenen” (Matt. 5-7), der tolkes som en opfyldelse af Moses på Sinaj; heller ikke at beretningen om “Forklarelsen på bjerget” (Matt. 17), i traditionen Tabors Bjerg i Galilæa, skildrer, hvordan Jesus, forvandlet til en lysende, hvid skikkelse, åbenbarer sig for tre af sine disciple. Profeten Muhammed modtager ifølge muslimsk tradition åbenbaringer fra 610 og i årene fremefter af Allahs ord, formidlet af ærkeenglen Gabriel (Jibril), i en hule på bjerget Hira; disse åbenbaringer er identiske med Koranen.

Blandt bjerge som pilgrimsmål er Adam's Peak eller Sri Pada (“Den Hellige Fod”) i Sri Lanka. Det er mål for hele fire religioners valfart: buddhister, der påviser Buddhas fodaftryk på bjerget; hinduer, der knytter guden Shiva dertil; muslimer, der mener Adam og Eva mødtes dér efter udvisningen af paradis; og indiske thomaskristne, der forbinder stedet med apostlen Thomas. I Japan er Fuji og andre bjerge ud over at være mål for almindelige pilgrimme og forsynet med shintohelligdomme, buddhistiske templer og hellige bygninger for de mange nye religioner også mål for en speciel bjergasketorden, shugendo, hvis munke, de såkaldte yamabushi, findes i et antal af ca. 30.000 i det moderne Japan. Bjergmunkenes karakteristiske pilgrimsdragt, esoteriske magi og anstrengende riter, fx med ildvandring, skal give kraft til den egn, de opererer i, og deres vandring op ad det hellige bjerg symboliserer buddhismens ti eksistensstadier frem til en genfødsel eller udfrielse på toppen.

Det er ikke altid, bjerge forbindes med positiv hellig tilsynekomst. Dels er det farligt at møde det hellige. Dels er der også dæmoniske kræfter knyttet til bjerge. Det er på et bjerg – og på templets tinde – Jesus fristes af Djævelen; fra bjerget kan al verdens riger ses, og Djævelen tilbyder ham disse, hvis Jesus vil tilbede ham (Matt. 4, 8ff). I nordisk mytologi er en udørk af utilgængelige bjerge hjem for jætterne, Jotunheim.

I nordisk folketro er bjerge og høje befolket af bjergfolk. De er fx trolde, dværge og puslinger. I folkesagn berettes om deres liv i bjerge, høje og under huse. Det gælder om at holde sig gode venner med dem, ellers kan de volde skade. Deres liv er familiebetonet og ligner i meget den bondekultur, der beretter om dem. I islandsk folketradition er hele bjerglandskabet bogstavelig talt befolket og består af alfer og vætter. Det fremgår også af nordisk mytologi, at dværgene er guldsmede, der forsyner aserne med deres attributter, fx Thor med hammeren Mjølner, og at vældige skatte inde i bjergene vogtes af drager. Det store sagnkompleks om Sigurd Fafnersbane er en nøgletekst i denne sammenhæng. Mange folkeviser og -eventyr beretter om bjergtagning, dvs. at bjergeller ellefolk lokker mennesker, især vordende brude, ind til sig i bjergene. Mens fortryllelsen i de fleste viser er vedvarende og tragisk, fx i “Elverskud”, er folkeeventyr forbundet med en happy ending, idet den unge helt eller heltinde besejrer dæmonen, fx i “Prinsessen på glasbjerget”.

Psykologisk kan det at gå ind i bjerget eller bestige bjerget bl.a. tolkes som en hindring, der skal klares, eller som en bevidstgørelsesproces. Bjerget rummer fx en skat – og en prinsesse – bevogtet af en drage, som det gælder om henholdsvis at slå ihjel, tilegne sig og befri, for at virkeliggøre det hele menneske. Bjergtagningen er en passiv tilstand, mens helten, som befrier, handler og retter sig aktivt ud mod sit medmenneske. At bjerge også ofte kan symbolisere seksualitet, være enten falliske eller livmoderagtige, er tydeligt i mange tekster; begrebet “venusbjerg” mere end antyder, at helten ikke blot skal bestige bjerget i åndelig henseende. Venus er den romerske kærlighedsgudinde.

BJERG For foden af Sinai-bjerget ligger Katarinaklostret. Den gammeltestamentlige fortælling om Moses på Sinais bjerg blev tidligt knyttet sammen med et bjerg, Djebel Musa (arab.: "Moses´ Bjerg") på Sinaihalvøen, og det græsk-ortodokse kloster går helt tilbage til 300-tallet e. Kr. Stik af Louis Haghe (1806-85) fra "The Holy Land" III, 1849. Bridgeman Art Library.

Også hekse har været forbundet med bjerge, en tradition der fx ses i sankthansaftenens bål med afsendelse af heksen på kosteskaft til det “mytologiske” Bloksbjerg. Det siger sig selv, at bjerge i dansk tradition snarere er høje. Fra bavnehøje har bål kunnet advare folk mod farer. De væsentligste af de danske høje, fx Himmelbjerget (!), Ejer Bavnehøj og Skamlingsbanken, har fra romantikken og fremefter også været brugt til folkelige og nationale møder og fester. Her har politikere og digtere besteget talerstolen, fædrelandssange er blevet afsunget, og folkedansens kæder har kunnet skærme mod bjergtagningens lokkende fjendeland.

Karakteristisk for den danske mangel på bjerge er det, at det i romantiske tekster gøres til et dansk karaktertræk. I Grundtvigs “Langt højere Bjerge”, 1820, lovprises den danske lidenhed: “ved jorden at blive, det tjener os bedst”. En moderne variant af temaet ses i Michael Falchs sang “I et land uden høje bjerge”, 1986. Samtidig med Grundtvigs virke ser man i det nye, selvstændige Norge en dyrkelse af fjelde som nationalt karaktertræk. De norske eventyr og sagn myldrer da også med bjergtrolde og dovregubber, som Askeladden og andre helte bekæmper og driller. Den norske nationalsang, Bjørnsons “Ja, vi elsker dette landet”, 1859, er en hyldest til det furede, vejrbidte land. Ganske særlig ses besyngelsen i Ivar Aasens digt fra 1863, “Dei gamle Fjelli”, hvor fjeldenes grundfæstethed symboliserer et traditionelt, naturbundet bygdeliv, og hvor man taler nynorsk.

Megen digtning, ikke mindst fra romantikken, overtager elementer fra folkedigtningen. Fx udnytter M.A. Goldschmidt i to fortællinger “Bjergtagen I og II”, 1868, fortryllelsen i bjerget på psykologisk vis. Og noget senere viser Henrik Pontoppidan i kompositionen af sin roman Det forjættede Land, 1891-95, hvordan hovedpersonen, præsten Emanuel Hansted, i sin naive idyllisering af livet på landet tror, at han ved et ægteskab med en simpel husmandsdatter kan nå det forjættede land, men i stedet “kørte med sin Bondebrud ind i Bjerget”, dvs. bjergtages pga. mangel på realitetssans og siden i en slags religiøst delirium går i opløsning i en imitation af Jesus. En fortabelse i det store, tomme rum i et fjeldlandskabs “Dødningeland” ses i Pontoppidans lille fortælling “Ørneflugt”, 1893. For øvrigt var det under vandringer i Alperne, Pontoppidan følte sig indviet til digter: “Jeg havde her i Alperne lært en anden Tilværelse at kende, et vidunderligt Liv, frit som i Menneskehedens Barndom”, skriver han i sine erindringer. Oplevelsen indgik i kap. 13 af romanen Lykke-Per. Det folkelitterære bjergtagningstema er også indgået i Charlotte Weitzes Bjergtaget, 1999.

Når Ludvig Holberg på sine europæiske dannelsesrejser i begyndelsen af 1700-tallet tager afstand fra Alperne, skyldes det, at han – som sin rationalistiske samtid – finder bjerge upraktiske. For ham var der ræson i en dyrket mark og en by med lige linjer. Sidst i 1700-tallet og frem gennem romantikken dyrkes derimod bjerge, de “skræksomme”, vilde landskaber, og synet på bjergtoppen antager karakter af det kunstneriske genis svimlende møde med det guddommelige i den rene natur. Temaet er særlig markant hos Jens Baggesen, i det tysksprogede heksameterepos Parthenais, 1803; værket har udgangspunkt i en oplevelse af “den himmelske Jomfrue”, bjerget Jungfrau (parthenos er det græske ord for jomfru), og sammensmelter bjerg og kvinde i en frimureragtig indvielse. Næsten samtidig malede C.D. Friedrich sit berømte “Vandreren over tågehavet”, 1819, der for eftertiden er blevet prototypen på kunstneren i den store bjergnatur, nærmere Gud end det jordnære liv; se artiklen vandringsmand.

Ca. 100 år senere malede J.F. Willumsen to hovedværker i dansk billedkunst med bjerge som motiv: “Bjergbestigerske”, 1912, der er en kvindelig pendant til Friedrichs vandrer, og det i sandhed bjergtagende (!) “Jotunheim”, 1892-93, et spejlbillede med folkloristiske motiver på rammen. Omtrent samtidig malede Edv. Munch sit portræt af Nietzsche, indfældet i et bjerglandskab. Under vandringer på bjergskråningerne ned mod Middelhavet, tæt ved Nice, og i Sils Maria i Schweiz fik Nietzsche inspiration til sit værk Således talte Zarathustra, 1883-85, hvor han som en antitese til Jesu Bjergprædiken lader sit alter ego, den persiske profet Zarathustra, vandre ned fra bjergene og forkynde guds død og megalomant-selvforelsket indsætte overmennesket i hans sted.

Dette antimetafysiske element ses også i Johannes V. Jensens myte “Fusijama” fra 1907, hvor digteren sanser sin “lykkeligste Oplevelse”: bjerget Fuji delt af en sky midtpå. Man skulle tro, at netop delingen i en himmel- og en jorddel havde sat metafysiske refleksioner i gang, men tværtimod. Digteren sanser, at også himmeldelen hører jorden til, og at “den højere Verden vi stunder imod, netop kun kan være den der er”. I en moderne japansk skulptur, Nobuo Sekines “Faser af intethed” (Louisiana, 1970), spilles der også på en dobbelthed i en bjergformation, idet en stor klippeblok er løftet op på en gennemsigtig og blank søjle; men i denne skulptur er dobbeltheden nok af metafysisk art og præget af zenbuddhismens livstydning: Værket er chokerende, umuligt, brudt, og et meditationsobjekt. Oplevelsen af værket kan minde om dette haikudigt fra den ældre japanske tradition: “Bjerget i regndis / Hyllet i skønhed / Ikke til at rokke”.

Bjerge og gotiske kirkespir kan give dejlig og inspirerende svimmelhed; det vidste allerede Baggesen. I Tom Kristensens forfatterskab bruges motivet gang på gang, fx i Peterskirkens kuppel og i et kapitel i En Kavaler i Spanien, 1927, “Det gådefulde bjerg”, hvor den svimmelsyge digter må kravle på alle fire. Helse søger derimod tuberkulosepatienter i den schweiziske bjergluft i Thomas Manns vældige roman Trolddomsbjerget, 1924; hele syv år bliver hovedpersonen i bjergene, bjergtaget og uden for tiden, men samtidig symboliserer patienterne hele det åndshistoriske og politiske miljø i tiden op til 1. Verdenskrig. Stort perspektiv er der også i Albert Camus' nytolkning af den antikke myte i Sisyfos-Myten, 1942, hvor den absurde helt bevidstgør sig om livets grundvilkår ved til stadighed at rulle en sten op ad et bjerg, vel vidende at stenen igen vil rulle ned. Det er ikke længere en straf eller en skæbne, for han bestemmer selv, og ved bjergets fod er han lykkelig: “alt er godt. ... Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.”

I H.C. Branners novelle “Sidst i august”, 1944, symboliserer bjergene kærlighedslykken. Et par, gift på 10. år, er under en rejse i Europa opsat på at nå til Pyrenæerne, “fordi vi haabede at genfinde noget der var blevet borte for os.” De når ikke at se bjergene pga. krigen, men fornemmer til sidst, at det er “fuldkommen ligegyldigt”. En parallel findes i en anden Branner-novelle, “Bjergene”, 1953, hvor bjergene symboliserer livet og virkeligheden, som den kriseramte digter Claus er ved at miste kontakten til. I barndommen drømte han om dem uden at have set dem: Han forestillede sig, at skyerne var bjerge, og “ind imellem skiftede de form og forvandlede sig til helt andre ting: de fik vinger og fløj som svaner i solopgangen, de taarnede sig op som helteborge og heltebedrifter ved højlys dag.” Nu da han som voksen har set dem, er han ikke længere interesseret i dem. Han siger: “Jeg er færdig med dem”.

Færdig med dem bliver man næppe. Stadig kan det chokere sanseapparatet at nærme sig Alperne uendelig langsomt i Sydtyskland, skønt man kører i rasende fart på autobahnen; størrelsen forvrider sanseapparatet. Eller at overflyve en stor bjergkæde, der ligger i glitrende snekulde. Eller i Island at se, hvordan verden bliver til af sol og vand, fra bræen eller is-ødet øverst til det grønne græs i bunden. Strofen fra “Vølvens Spådom” går i opfyldelse: “Op ser hun komme / for anden gang / Jord af havet / evigt-grønnet / Flyver ørn over / den som fra fjeldet / fisken jager”.

Bjerg kan have betydningen “stor bunke”, fx “bjerge af papir”. At “være over alle bjerge” betyder at være så langt borte, at det er omsonst at forfølge vedkommende. “På bjerget” kan bruges om det sted, hvor den herskende mening dannes, ofte ironisk brugt, fx i Holbergs Erasmus Montanus, hvor Jesper Ridefoged tydeligvis opfatter sit hjemsted (også anvendt i Jeppe paa Bierget) som verdens navle: “Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? her paa Bierget vil ingen troe det.” Fra bl.a. Matt. 17, 20 og 1. Kor. 13, 2 stammer udtrykket “troen kan flytte bjerge”.

Udtrykket “Når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget” betyder spøgefuldt, at tingene kan blive besværligere end man forestillede sig. At være “bjergtaget” betyder i daglig tale, at noget har gjort et dybt indtryk; men grundbetydningen stammer fra folketroens “at blive lokket ind i et bjerg af bjergfolkene”.

Se også stenspir og tårn og helligdom.

Artiklen bjerg er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

BJERG For foden af Sinai-bjerget ligger Katarinaklostret. Den gammeltestamentlige fortælling om Moses på Sinais bjerg blev tidligt knyttet sammen med et bjerg, Djebel Musa (arab.: "Moses´ Bjerg") på Sinaihalvøen, og det græsk-ortodokse kloster går helt tilbage til 300-tallet e. Kr. Stik af Louis Haghe (1806-85) fra "The Holy Land" III, 1849. Bridgeman Art Library.

© Dette billede må du ...

BJERG Fuji-bjerget er – forståeligt nok – et vigtigt symbol i og på Japan.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Symbolleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Bloksbjerg
ty. Brocken , højeste punkt i Harzen; 1142 m. B ...Artikel i Den Store Danske
Sigurd Fafnersbane
nordisk sagnhelt. Hans liv er skildret i eddadi ...Artikel i Den Store Danske
fædrelandssange
se fællessang , nationalhymner og sange . ...Artikel i Den Store Danske
bjergtagning
i nordisk og keltisk folketradition en udbredt fores ...Artikel i Den Store Danske
Sigurd Fafnersbane
sagnhelt, søn af kong Sigmund, der tilhører vøl ...Artikel i Nordisk Mytologi
thomaskristne
malabariske kristne , medlemmer af den ældste ...Artikel i Den Store Danske
Koranen
islams hellige skrift. Muslimer hævder, at ...Artikel i Den Store Danske
Jens Baggesen
Immanuel Baggesen , 15.2.1764-3.10.1826, digter ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Muhammed
Muhammad ibn Abdallah , ca. 570-8.6.632, pro ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FSte
09/07/2012
  • Læst 2619 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki