flod

© Mathilde Foto/Søren Lauridsen

FLOD Pilgrimme bader i den hellige flod Ganges.

flod, Mange af de store civilisationer er opstået omkring en flod. En række af Jordens store vandløb tillægges symbolsk, hellig kraft. Det gælder fx Nilen i det gamle Egypten, der dengang som nu var altafgørende for egypternes trivsel og livsforhold. I skikkelse af Hapi dyrkedes Nilen som en guddom, som “Den, der bringer kornet”. For hinduer er Indiens store flod Ganges hellig, kaldes Ma Ganga, Mor Ganges; ved Ganges er vigtige valfartssteder, bl.a. Varanasi (Benares), hvor rituel badning og ligbrænding med efterfølgende askespredning i floden finder sted. Også i det antikke Grækenland og Rom var floder symboliseret ved guddomme, fx kaldes Tiberen “Fader Tiber”. Jordanfloden i Palæstinaområdet var det sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus, og vand fra floden tillægges stadig hellig kvalitet for valfartende.

Floden kan symbolisere overgang, passage mellem to livsstadier eller adskille de levendes verden fra de dødes. I græsk mytologi sejler Charons båd de dødes sjæle over dødsfloden Styx til dødsriget Hades.

Ifølge GTs skabelsesberetning var der i Edens Have en flod, og uden for haven delte den sig i fire strømme, verdensfloderne, bl.a. Eufrat og Tigris. “Syndfloden” er en betegnelse for en meget stor oversvømmelse, der ifølge GT ramte Jorden som straf for menneskenes synder, og har vel som naturlig model de oversvømmelser, der til stadighed truede floddeltakulturer i Mellemøsten. Den store fontæne med fire floder på Piazza Navona i Rom, tegnet af Bernini og indviet 1651, bruger symbolske figurer for verdens dengang kendte største floder: Ganges, Donau, Nilen og Rio Plata, i et spil på dels de fire verdenshjørner, dels de bibelske strømme.

Den græske filosof Heraklit, ca. 500 år f.v.t., brugte floden som billede på en grundtanke i sin filosofi: At alting flyder eller strømmer (panta rhei). Man kan ikke to gange bade i den samme flod, for anden gang er floden ikke den samme som før. Der er i virkeligheden intet, der er, kun noget der bliver, mente han. Hans tanke er blevet et bevinget ord: “Man kan ikke træde to gange ned i den samme flod”.

Når man står på en bro og kigger ned i den strømmende flod eller står med sin fiskestang ved bredden, kan tiden som i barndommen blive evig; den stadige strøm får metafysiske medstrømme. Floden bliver helt “naturligt” symbol for tidens og livets gang, og dens strøm kommer direkte fra “paradis”.

I bl.a. Mark Twains, Ernest Hemingways og Gabriel García Márquez' forfatterskaber har barndommens floder en sådan dimension, men for de to førstes vedkommende tilsat uhygge og traumatiske oplevelser. En komplet mellemeuropæisk kulturhistorie ved hjælp af en flods forløb giver italieneren Claudio Magris i sin essaysamling Donau, 1986, med undertitlen “en følsom rejse fra den store flods kilder til Sortehavet”. I Joseph Conrads roman fra 1902, Mørkets hjerte, er en rejse op ad Congofloden en dyster og dæmonisk rejse ind i fortælleren selv såvel som i imperialismens rædsler.

Se også vand, hav, bølge, dåb, å, fontæne, brønd og kilde og rent og urent.

Artiklen flod er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk