• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skygge

Oprindelig forfatter FSte

 SKYGGE Illustration til A. von Chamissos eventyrnovelle “Peter Schlemihl”, 1814, af George Cruikshank, 1827.

SKYGGE Illustration til A. von Chamissos eventyrnovelle “Peter Schlemihl”, 1814, af George Cruikshank, 1827.

skygge, symboliserer bl.a. det negative, skjulte, en afglans, men også sjælen. En række overtroiske forestillinger er knyttet til den. Skyggen er kædet sammen med dobbeltgænger, genfærd og død; med besættelse og dæmonisering; og med det ubevidste.

Mange religioner har den forestilling, at der til et helt og levende menneske hører en forening af et legeme og en skygge og ved døden en adskillelse; fx er det i traditionelle østafrikanske kulturer forbudt at træde på nogens skygge. I folketro findes den opfattelse, at de døde ingen skygge har, så en person, der fx sælger sin skygge til Den Onde, er på en måde uvirkelig, allerede en død. Udbredt er den opfattelse, at dødsriget er et skyggeland, fx det nordiske Hel og det græske Hades. I GT bruges skygge dog også positivt om tilflugtssted og tryghed, fx Salme 17, 8 og 63, 8, hvor Gud passer på menneskene som en fugl sine unger, jævnfør også H.A. Timms salme “Under dine Vingers Skygge”, 1852.

I Platons hulelignelse sammenlignes den materielle, sanselige verden med en skygge i forhold til den højere og sandere ideernes verden. Udtrykt i en sentens af den græske digter Pindar: “En skygges drøm er menneskene”. I folketro, fx i en række folkeeventyr, er skyggen en dobbeltgænger, en genganger af dæmonisk art. I eventyret “Manden og hans Skygge”, indsamlet 1823 i Matthias Winthers eventyrudgave, sælger en mand sin skygge til “en lille mand”, dvs. Djævelen. I kunstnerisk sammenhæng er skyggemotivet udfoldet i dybsindige spaltningshistorier som Adalbert von Chamissos Peter Schlemihls wunderbare Geschichte, 1814, H.C. Andersens eventyr “Skyggen”, 1847, Villy Sørensens “Duo” (i Ufarlige historier, 1955) og Svend Åge Madsens roman Finder sted, 1998.

I psykoanalytisk fortolkning, især den jungianske, er skyggen et ubevidst, fortrængt aspekt af jeget, farlige kræfter fordi de ikke er integreret i personligheden. En modningsproces, individuation, kan finde sted netop ved at integrere skyggen i det bevidste plan. Men den kan aldrig integreres fuldkomment, fordi den hører instinktlivet til, udtrykker de primitive og barnlige impulser. Skyggen er, ifølge Jung, en arketype, hører det kollektive ubevidste til, og kan også trænge frem som projektion i form af at opfatte bestemte mennesker og befolkningsgrupper som onde, gøre dem til syndebukke, være racistisk osv. Når man “bevidstgør skyggen”, ser man til sin forfærdelse, at den rummer de samme negative træk (egoisme, raseri, griskhed, ondskabsfuldhed), og så forsøger man – i første omgang i hvert fald – at projicere disse træk uden for sig selv. I forhold til Gud eller Jesus er Satan, Leviathan, Antikrist skyggefordoblinger, fjendtlige “brødre”.

Blandt overførte udtryk kan nævnes: “at være en skygge af sig selv” og “følge som en skygge”. Man kan leve “en skyggetilværelse” i modsætning til at leve “på livets solside”, et motiv der er udnyttet raffineret i J.P. Jacobsens novelle “To Verdener”. Dog er det finest som tilskuer ved tyrefægtning at sidde i skyggesiden; man skelner mellem sol o sombre, og en sombrero er en bredskygget hat, hvorunder en mexicansk mand finder svalhed i den knitrende solhede. Skyggevirkninger udnyttes kunstnerisk i bl.a. “skyggespil” eller “-teater”. H.C. Andersen kaldte sin bevidst skitseprægede rejsebog fra 1831 Skyggebilleder fra en Reise til Harzen.

Litt.: Marie-Louise von Franz, Skyggen og det onde i eventyr, 1974 (på dansk 1993).

Se også dobbeltgænger, arketype, genganger, spøgelse og sjæl og legeme.

Artiklen skygge er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk