SOLEN Solvognen fra Trundholm Mose, fra ca. 1400 f.Kr., er et af Nationalmuseets klenodier. Det er en kultvogn, der gengiver en myte om solskiven, der hver dag trækkes af en hest over himlen. Skivens anden side er mørk og uforgyldt, dvs. et symbol på nat, så hele døgnets rytme er med i den mageløse vogn.

.

SOLEN Plakat for OL i Tokyo i 1964. Den raffineret-stiliserede plakat viser to symboler: OL's fem ringe symboliserer verdensdelene, og den røde sol er et symbol på Japan, den opgående sols land.

.

Solen, Solen. Som lys- og livgiver har Solen fået tillagt guddommelige kvaliteter i mange kulturer. Ofte forbindes den med en mandlig guddom og på det jordiske plan med kongen eller kejseren; tilsvarende forbindes Månen med det kvindelige. Men der er undtagelser: I shinto er Amaterasu solgudinde og samtidig religionens hovedguddom, jævnfør at Solen er symbol for Japan, fx i flaget; hendes bror er Månens guddom. Som eksempler på solguder kan nævnes den egyptiske Re/Ra, den babyloniske Sha-mash og den indiske Surya.

Næsten overalt er Solen i myter og riter livgivende. Men hos nogle folkeslag i det præcolumbianske Mexico var Solen farlig og skulle gennem riter holdes borte fra Jorden. På toppen af mexicanske pyramider hos azteker og mayaer blev der ofret menneskehjerter til styrkelse af Solens gang over himlen. Incaerne opfattede sig som Solens sønner, og der var en omfattende solkult i denne kultur. Hos prærieindianerne bad man i centrale bønner til Solen, og deres soldans var en vigtig rite.

I nordisk mytologi skelnes der mellem Solen som kosmisk fænomen og Sol som en figur, der styrer det varme- og lysgivende himmellegemes gang. Sol er søster til Måne, og de styrer på hver sin vogn henholdsvis Solen og Månen. Solen bevæger sig hastigt, fordi den er forfulgt af en ulv. Ved Ragnarok vil blod flyde i en sådan mængde, at Solen mister sit skin, og til sidst vil den blive slugt. Helt tilbage til vesteuropæisk stenalder synes der at have fundet soldyrkelse sted; fx er de store grave og stencirkler orienteret efter Solens bevægelser. I bronzealderen er soldyrkelsen central: På bl.a. helleristninger fortælles en smuk kosmisk myte om Solens rejse over himlen, om natten ned i underverdenen, på en rejse hvor også skibet og hesten er markant. Det fine fund fra Trundholm af Solvognen, en solskive på en vogn trukket af en hest, har sikkert forbindelse til denne myte. Værket er så fremragende, at det er, som om den lille rituelle vogn med solskiven, skinnende på den ene side, mørk på den anden, træder direkte ud af mytologien, selv om en mytetekst ikke er overleveret. Også spiralornamenter og hagekors/ svastika fra perioden kan tydes som soltegn.

Fra antikken kendes græske Helios, solguden, der som den nordiske vandrer hver dag over himlen; et sted kommer den et folk for nær, etiopierne, der derfor er sorte (Etiopien betyder faktisk “de brændte ansigters land”), og Helios rejser også om natten under Jorden. Helios identificeres ofte med den lysende gud Apollon. I Carl Nielsens “Helios-ouverture”, 1903, gives Solens bevægelser et vitalt musikalsk udtryk. I romersk mytologi smelter Helios sammen med den italiske Sol, der igen smeltede sammen med den syriske Sol Invictus (“den uovervindelige sol”). Sol Invictus dyrkedes i Romerriget fra ca. 100 e.Kr. og blev statskultens øverste guddom og ofte identificeret med Kejseren. Sol Invictus havde festdag d. 25. dec.; denne dag tæt på vintersolhverv blev siden i kristendommen tolket som Jesu fødselsdag (se julen).

I Bibelen bruges Solen både som positivt og negativt symbol, fx 1. Mos. 1, 14-19, Salme 19, 5-7 og Mal. 3, 20. På trods af disse smukke skildringer indprentes det udtrykkeligt, at Solen ikke må dyrkes; man frygter afgudsdyrkelse, bl.a. fordi den kanaanæiske gud Baal var knyttet sammen med Solen. I senere kristen brug findes den bl.a. som Kristussymbol. En af middelalderens smukkeste tekster, Frans af Assisis “Solsangen”, 1225, hylder Gud som skaberen af hele den vidunderlige verden. I den kristne tradition i Danmark er eksemplerne på Solens metaforværdi talrige, ikke mindst i barokkens allegorier og i salmer af Kingo (“Nu rinder Solen op”), Grundtvig (“Den signede Dag”, “I al sin Glands nu straaler Solen”, “Morgenstund har Guld i Mund”), Ingemann (“Lysets Engel”, “Nu vaagne alle Guds Fugle smaa”) og Jakob Knudsen (“Se, nu stiger Solen”). Morgenens lysvæld ses i disse salmer som en skabelse, en udfrielse af nattens mørke, som glæde og frelse. Et eksempel på en lovsang til Solen uden for salmesammenhæng er Thøger Larsens hedensk-panerotiske “Solsangen”, 1904.

Solen forbindes med en lang række ting og dyr, fx vognen, hjulet, skibet, løven, fuglen (ørn, falk, hane, Føniks-fuglen), skarabæen, cirklen, øjet, korset, guld, skiven.

Også i sekulariseret sammenhæng bruges Solen som symbol, fx i kommunismen og inden for arbejderbevægelsen (“Østen er rød”, “Snart dages det, Brødre”). Formand Mao blev dyrket i lignelsen af Østens Sol. I Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren, 1906-10, vandrer proletaren ufortrødent frem mod Solen, et tusindårsagtigt klasseløst samfund. Pelle ses gang på gang med ansigtet direkte mod Solen; han advares af de overtroiske almuefolk mod at kunne blive “blind” deraf; sidste bind i serien hedder “Gryet”.

Solen indgår i en lang række talemåder, om dag og lys (ingen kender dagen, før solen går ned), hele verden (intet nyt under solen), det strålende, lysende, glæden (stråle som en sol), det indlysende (soleklart), nydende (sole sig i succes), noget der ender lykkeligt (solstrålehistorie) og – helt umytologisk – om hvilestol til solbadning (solstol). Solsort har etymologisk intet med Solen at gøre, men har fået det i den gængse opfattelse, er blevet et ord spækket med dobbelttydighed og poesi.

Se også ild, lys, Månen og dag og nat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig