dag og nat

Dag og nat, de to tider, der tilsammen udgør et døgn; er dels hinandens modsætninger, dels samspillende. Dagen er lysets tid, natten mørkets, også i symbolsk forstand. Mange digte, særlig markant salmer, bruger modsætningen mellem dag og nat som symbol på Gud over for Satan, frelse og fortrøstning over for fortabelse og angst, liv over for død. Eksemplerne er legio: “Den signede Dag”, “Morgenstund har Guld i Mund”, osv. Natten kan være “sjælens sorte nat”.

Men natten kan også være “stille nat, hellige nat” og Jesu fødselsstund. Den kan opfattes som hvilens, søvnens, drømmenes, inspirationens, mystiske oplevelsers, festens og ekstasernes tid. Et berømt slagord fra digterfilosoffen Fr. Nietzsche lød: “Verden er dyb, og dybere end dagen kan udtænke”. Tilsvarende kunne den danske kritiker Georg Brandes i et opgør med opfattelsen af antikken som pænhedens, formens og afklarethedens tid sige, at den antikke nat var “natten, hvori der elskes og hades og myrdes”. I 1980'ernes danske litteratur, i kredsen omkring Michael Strunge, dyrkedes nattens syner og ekstatiske og syrede livsform i storbyens neonlys.

I religioner ses ofte en personificering og guddommeliggørelse af Dag og Nat. I nordisk mytologi er fx guddommen Dag udstyret med hesten Skinfakse, der med sin skinnende manke oplyser luft og jord. Dag er søn af Delling og jættedatteren Nat. Nat er mørk i huden og har hesten Rimfakse. Hvert halve døgn skiftes Dag og Nat til at køre omkring Jorden oppe på himmelhvælvingen i deres hesteforspændte vogne. En væsentlig del af kosmologien er hermed på plads.

Et kunstnerisk motiv fra antikken er Natten med sine børn, Søvn (Hypnos) og Død (Thanatos). Særlig intens er skildringen i Bertel Thorvaldsens relief “Natten” fra 1815, skabt efter tabet af en femårig søn. Thorvaldsen skildrer Natten som en omsorgsfuld mor. I antik mytologi er Nat (græsk Nyx eller romersk Nox) en gudinde, der oftest fremstilles som en ung kvinde med stjerneoverstrøet kjole. Hun er søster til Erebos, Mørket, og hendes børn er – ud over Hypnos og Thanatos – Nemesis, Eris (gudinde for strid) og hesperiderne. Hendes attributter er nattens dyr uglen og flagermusen, den søvndyssende valmue og en maske, tegn på bedrag.

I folketroen opfattes midnat som et særlig magisk tidspunkt, hvor hekse og dæmoniske kræfter er på spil. Dæmonernes spil ophører ved daggry; de underjordiske kan nemlig ikke tåle lyset.

Daggry er generelt symbol på håb og ungdom. I græsk mytologi hedder morgenrødens gudinde Eos (romersk Aurora), hun er vinget og kører med hestetrukken vogn over himlen med Solen (Helios), og hun strør blomster.

Se også modsætninger, liv, død, lys, mørke, Solen, Månen, tid, år, årstider, kalender, dug og kosmologi.