HAVE Denne islamiske have er tæt forbundet med paradis. Den indiske stormogul Babur (1483-1530) inspicerer anlæggelsen af Troskabens Have. Her flyder livets kilde i form af fire floder med “vand, mælk, vin og honning” Havens centrum forbindes med både himmelhvælvet og paradisets fire underjordiske floder.

.

Have og park, er stykker af kultiveret natur. De kan udformes særdeles forskelligt, være offentlige eller private, store eller små, fra slotshaver til kolonihaver, haver for specielle fænomener, fx botaniske eller zoologiske haver. Ligeledes kan de være anlagt i særdeles forskellige stilarter. Det fælles træk ved dem er, at de er tildannede, kultiverede, overkommelige møder med naturen. De er menneskeskabte refugier, fristeder, balsamiske hvad enten de er pryd- eller nyttehaver. Haver kan symbolisere bl.a. lykke, harmoni, indre rigdom og vækst. I jungiansk psykologi er haven et symbol for selvet. Kirkegårde er også an lagt som en slags haver, de dødes have.

De kan tillægges religiøs symbolik: Den muromkransede have kan være symbol for Marias jomfruelighed. Paradis beskrives som en have, og haven kan være paradis. Det persiske ord, der ligger til grund for betegnelsen paradis, betyder park eller indhegning, og Edens have er en slags forherliget oase. Gud vandrer i den bibelske skabelsesberetning rundt i Edens have som en gartner, der passer og plejer sin have, eller snarere: han lader Adam og Eva gøre det. Tilsvarende kan en gartner i sin jordiske have eller park opfattes i Guds lignelse, hvis det da ikke er herremanden. Masser af skønlitterære tekster spiller på paradis- og syndefaldsmyten ved at lade afgørende begivenheder i et menneskes liv foregå i en have. I Koranen omtales paradis som skyggefuld og vandstrømmende, et vederkvægende belønningssted for den troende muslim, og disse elementer indgår i smukke symmetriske haveanlæg i den muslimske verden, fx i Alhambra i Granada, Spanien.

Æstetiske åbenbaringer er også stenhaverne i japanske zen-templer; de er “tomme” eller stiliserede objekter til meditation, fx Ryoan-ji og Daisen-in i Kyoto. I et essay fra 1990 skriver Hans-Jørgen Nielsen, at sådan en sten- og grushave er “Skrift uden ord”, men vel at mærke hemmelighedsfuld skrift, hvor der altid vil være et punkt, der ikke kan ses eller fortolkes.

I græsk mytologi er hesperidernes have stedet, hvor træet med evighedsfrugterne, de gyldne æbler, står. Indiske haveanlæg kan være konstrueret som en mandala eller efter dyrekredsens 12 dimensioner, som det fx ses ved Taj Mahal, Delhi.

Den europæiske havestil har en række perioder: Renæssancehaven afspejler den antikke have med bl.a. fontæner og kaskader; den franske barokhave er majestætisk, symmetrisk, overskuelig og velordnet, anlagt som et kosmos, der forherliger godsejeren som en solgud eller enevældig monark. Den engelske og den romantiske have er derimod “vild”, labyrintisk, med steder til refleksion og med kineserier, pavilloner m.m. I 1900-tallet er der fx anlagt idrætsparker og strandområder, og friluftslivet er koblet sammen med sportsudøvelse eller udfordringer i den rigtige natur.

I malerkunsten er haver naturligvis et yndet motiv. Middelalderens kunstnere malede allegorisk, så fx malerier fra kloster- eller rosenhaver hele tiden havde medspil af paradissymbolik. I renæssancen, hos fx Tizian, findes antikke havescener med Venus'er, satyrer og hyrdetimer. I 1700-tallet ser man, hos fx franske Fragonard, erotiske havescener, kvinder der gynger, men også en dyrkelse af vand som kildevæld, damme, kanaler og fontæner, og anlæg med ruiner og grotter. I romantikken, bl.a. hos C.D. Friedrich, ser man metafysiske haver, hvor død og evighed, fx i kirkegårdshaver, spiller med. En række malere har livslangt været optaget af motiver fra deres egen have; det gælder fx Claude Monet med åkandebilleder og Emil Nolde med blomster. Paul Klees billeder af haver bygger på grundige studier, men er abstrakte “blomstertæpper” og havefantasier, fx billedet “Orfeus' have”, 1926.

Hele Danmark kan opfattes som en have, fx i nogle fædrelandssange. Danmark er danernes mark, vang eller vænge, eller have: “Rosen blusser alt i Danas Have”, skriver Poul Martin Møller i sit digt “Glæde over Danmark”, set fra det fjerne Østen omkring 1820. “Jeg ved, hvor der findes en Have saa skøn”, skriver Mads Hansen i 1870. I to eventyr af H.C. Andersen, “Paradisets Have”, 1839 og “Gartneren og Herskabet”, 1872, symboliserer haven dels det tabte lykkeland, dels hans eget forfatterskab: Han er gartneren, der aldrig kan tilfredsstille sit herskab, dvs. kritikerne.

Et bevinget ord: “Vi må dyrke vor have”, skyldes Voltaire, der i romanen Candide, 1759, lægger udsagnet i munden på den troskyldige hovedperson. Candide har været alskens fortrædeligheder igennem, men udsagnet er ikke entydigt: der kan være tale om resignation, om menneskets vilkår som den, der skal arbejde, om praktisk arbejde og landligt liv i stedet for filosofisk snak osv.

Et ejendommeligt haveanlæg ved rigmandsvillaen Ephrussi de Rothschild, ved Saint-Jean-Cap-Ferrat, tæt ved Nice i Sydfrankrig, rummer det “hele”: Store udpluk af bl.a. spansk, fransk, florentinsk, provencalsk, japansk og eksotisk havestil, kulminerende i et vandorgel, hvor kaskader af vand skydes i vejret, rytmisk følgende Mozart-melodier. Så kan det ikke blive mere naturligt – eller kunstigt.

Litt.: A. Schimmel: Små paradiser. Blomster og haver i islam, 2007; Bente Scavenius, Danmarks dejligste haver, 2008.

Se også paradis, brønd og kilde, rose, træ og æble.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig