STJERNER OG STJERNETEGN Et bogmaleri fra begyndelsen af 1400-tallet af brødrene Limbourg, der kombinerer dyrekredsens stjernetegn med den menneskelige krop og – i teksterne i hjørnerne – med de fire temperamenter.

.

Stjerner og stjernetegn, Himmelrummets myriader af stjerner er altid en betagende, kosmisk oplevelse at se på: Hvor stort, uendeligt, koldt og smukt, lys på lys, blinkende, glitrende som ædelsten, og det lille jeg, virkelig et diminutivt mikrokosmos, der iagttager, falder i svime, tænker tanker. Intet under at “stjerne” bruges om noget ekstraordinært, fx en filmstjerne (“star”) eller sportsstjerne, og i varierede former i fx “stjernedrys”, “stjernefrø”, “stjerneskud” og “stjernestund”, – og at stjernehimlen tillægges metafysiske dimensioner. Stjernerne kan opfattes som døde, der er kommet op på himlen, fx i indianske kulturer (“at gå til de evige jagtmarker”, underforstået på himmelhvælvingen). Stjerner kan opfattes som så utallige, at de fx bruges som metafor for et folks udvikling (Jahves pagt med Israel, hvis folk skal blive talrige som stjerner på himlen, 1. Mos. 15, 5).

I mange religioner har man identificeret guderne med himmellegemer, med stjerner og planeter og primært med Solen og Månen, og astrologer og magere har vejledt i denne dyrkelse. Astrologien, stjernetydningen, er en okkult lære om sammenhængen mellem himmellegemernes indbyrdes stilling, deres konstellationer (stella er det latinske navn for stjerne), og begivenheder på Jorden og menneskers skæbne. I antikken og i mange andre kulturer/ religioner har astrologien været dominerende; astronomien er en egentlig naturvidenskab med konkrete målinger og metoder.

Astrologien bygger bl.a. på læren om de fire elementer, at alt, både makro- og mikrokosmos, består af jord, vand, luft og ild, og at disse er organiseret, så alt hænger sammen, kosmos er en organisme. Menneskets karakter og skæbne kan forudses i et horoskop, dvs. hvordan Sol, Måne, planeter og de 12 stjernebilleder i Dyrekredsen er placeret i fødselsøjeblikket. Faste udtryk som “være født under en heldig stjerne” og “noget står skrevet i stjernerne” vidner om denne korrespondance mellem menneske og himmellegemer.

Astrologer deler året i 12 symbolske perioder, stjernetegn, inddelt efter Dyrekredsens 12 stjernebilleder: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. Hver af disse har særlige egenskaber, og et menneskes karakter er bl.a. afhængig af det tegn, det er født i. De enkelte stjerner befinder sig også inden for stjernetegn, og en række stjerner og stjernebilleder (fx Plejaderne, Orion, Cassiopeia, Kentauren) og planeterne (Solen, Månen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn) har fået navne efter antikke guddomme, og myter om guderne og heltene glider sammen med fortællinger om himmellegemerne.

Det kinesiske astrologiske system har stadig stor betydning. Her har de enkelte år dyrenavne og tillægges forskellig karakter. Dyrene er: Rotten, Oksen, Tigeren, Haren, Dragen, Slangen, Hesten, Geden, Aben, Hanen, Hunden og Svinet. I Kina er der også en sammenhæng mellem den kosmologiskastrologiske opfattelse og fengshui-systemet.

Mange guder og hellige personer forbindes med stjerner: Blandt de antikke muser er Urania, der bærer en krone af stjerner på hovedet; Jomfru Maria kaldes Stella Maris (Havets Stjerne) og gengives ofte med en stjernekrone. Stjerner forbindes også med Jesu fødsel, hvor de tre vise mænd (der var stjernetydere eller magere) går efter den nye stjerne; I Johs. Åb. 22,16 kalder Jesus sig selv “den lysende morgenstjerne”; i en berømt musical kaldes Jesus for “Superstar”! Men også Satan er en stjerne, en Lucifer, men ganske vist en falden stjerne, ofte skildret som en forførende smuk skikkelse.

I cykelsporten er der stjerner og vandbærere. Det amerikanske flag hedder “Stars and Stripes”, og stjernernes antal svarer til staternes. EUs flag består af stjerner på blå grund. Jødernes nationale og religiøse symbol er den sekstakkede davidsstjerne, der blev så frygtelig misbrugt af nazisterne, der tvang jøderne til at gå med “jødestjernen”, med påskriften “Jude”, i det tyske rige fra 1939.

Stjerner har naturligvis givet inspiration til masser af digtning. Nævnes skal kun titler som Stjærnen bag Gavlen (Th. Bjørnvig, 1947), Dagstjernen (Tage Skou-Hansen, 1962) og Jeg har hørt et stjerneskud (Carsten Jensen, 1997). Et lille stærkt digt af Edith Södergran, “Stjernerne”, lyder:

“Når natten kommer, står jeg på trappen og lytter, stjernerne sværmer i haven, og jeg står i mørket. Hør, en stjerne faldt klingende! Gå ikke ud i græsset på bare fødder; min have er fuld af skår.”

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig